Matilde Kimer: Putin står tilbage som den stærke

Putin ydmyger - i hvert fald i sin egen optik - Obama ved at undlade at udvise amerikanere, siger Ruslandskorrespondent.

Putin valgte i dag ikke at svare igen på USA's sanktioner i sagen om russiske hackerangreb, der kan have påvirket resultatet af det amerikanske præsidentvalg. (Foto: © Brendan SMIALOWSKI, Scanpix)

Først gik Ruslands udenrigsminister, Sergej Lavrov, ud med et forslag om give USA igen med præcis samme mønt og udvise 35 amerikanske diplomater som svar på Obamas sanktioner mod landet.

Dernæst var der stille på linjen et par timer, hvorefter Putin kom frem og sagde, at ingen diplomater ville blive sendt hjem fra Moskva.

Den russiske præsident begrundede sin beslutning med, at man ikke ville synke til "samme uansvarlige niveau" som USA, men i stedet vente og se, om tingene ændrer sig, når Donald Trump overtager præsidentposten i januar. Til slut trak han en ekstra overraskelse op af hatten ved at invitere alle amerikanske diplomatbørn til nytårs- og julefest i Kreml.

Forløbet kan ifølge DR's Ruslandskorrespondent Matilde Kimer forklares på to måder.

- Den ene er, at nogle rådgivere har hvisket Putin i øret, at de får mest ud af ikke at gengælde.

- Det andet er mere udspekuleret - nemlig at Lavrov kan have spillet rollen som den typiske diplomat, der foreslår et klassisk modtræk om 35 amerikanere for 35 russere. Og at det sammen med de vrede udbrud, vi har set fra andre russiske politikere i løbet af dagen, blot har skulle sætte scenen, så Putin kunne træde ind og optræde som den rolige, stærke leder, siger hun.

Putin står tilbage som vinder

Om det er det ene eller andet, finder vi nok aldrig ud af, men lige meget hvordan man vender og drejer det, står Putin tilbage som den stærke.

- Putin står tilbage som vinderen. Ham, der har råd til at trække på skuldrene og sige pyt. Han får på den måde sendt Obama af sted med et russisk slag og har - i hvert fald i sin egen optik - ydmyget strategien fra Obama, siger Matilde Kimer og tilføjer, at bolden nu er spillet over til Trump, der nu skal beslutte, hvad han vil gøre både i forhold til hackersagen og USA's sanktioner.

Trump har her til aften kommenteret på Putins udmelding på Twitter, hvor han skriver:

- Godt træk med forsinkelse af Vladimir Putin - jeg har altid vidst, han var klog.

Opdateret med kommentar fra Donald Trump kl. 21.09