Mindst 19 personer er blevet dræbt og 59 meldes såret, da en eksplosion ramte et koncertsted i det centrale Manchester sent i aftes.
Eksplosionen fandt tilsyneladende sted i foyeren til koncertsalen få minutter efter en koncert med den amerikanske sanger Ariana Grande var slut.
Hændelsen efterforskes som et terrorangreb, oplyser de britiske myndigheder og premierminister Theresa May.
Er det tilfældet, vil det være det mest alvorlige angreb i Storbritannien, siden landets hovedstad London i juli 2005 blev ramt af flere koordinerede angreb.
I 2005 ramte flere angreb i morgentrafikken
Her blev over 50 personer dræbt ved fire koordinerede angreb, som var rettet mod Londons undergrundssystem og en turistbus.
Midt i myldretidstrafikken mellem klokken 8.51 og 9.17 detonerede selvmordsbombere sprængladninger ombord på tre forskellige metrotog. En halv time senere blev yderligere en sprængladning detoneret ombord på en bus ved Tavistock Place.
Flere hundrede mennesker blev såret i angrebene. Efterfølgende tog terrorbevægelsen al-Qaeda ansvaret for det voldsomme angreb.
To år med forhøjet beredskab
Storbritannien har i de seneste to år været i forhøjet beredskab. Det betyder, at det er "meget sandsynligt", at landet vil blive udsat for internationale terrorangreb.
Trusselsniveauet i landet det næsthøjeste ud af fem niveauer – kun et niveau under ”kritisk”, som betyder, at et angreb er umiddelbart forestående.
Storbritannien er senest blevet udsat for et terrorangreb, da en mand for to måneder siden påkørte flere fodgængere langs Westminster Bridge i London, hvorefter han angreb betjente foran det britiske parlament. Manden blev skudt og dræbt af politiet.
Islamisk Stat tog efterfølgende ansvaret for angrebet.