NGO-skibet 'Lifeline' fra den tyske NGO Mission Lifeline har i seks dage været kastebold mellem EU-medlemslandene i Middelhavet. På skift har landene nægtet at lade skibet gå i havn hos dem.
Malta vil lade skibet gå i havn på øen og fordele de nødstedte migranter i andre EU-lande. Det er otte EU-lande, der tager imod migranterne fra Lifeline: Malta, Frankrig, Irland, Italien, Luxembourg, Portugal, Holland og Belgien.
Den maltesiske premierminister, Joseph Muscat, har netop afholdt et pressemøde, hvor han forklarer, hvorfor der har været så megen disput omkring NGO-skibet.
- Det har ikke været til at afgøre, hvilket flag skibet sejlede under. Det er i teknisk forstand et statsløst skib, siger Muscat.
Han sagde, at skibet vil blive beslaglagt, og at migranterne ved ankomsten ville blive overvåget. De maltesiske myndigheder vil undersøge skibets adfærd til søs, herunder at skibet tilsyneladende har haft slukket deres radiosender.
Lifeline har, så vidt vides, på eget initiativ samlet 200 migranter op Middelhavet. Det var ikke tilfældet med skibet Aquarius, der havde fået overført 629 migranter fra den italienske kystvagt, men ligeledes blev afvist i europæiske havne.
Men NGO'en Mission Lifeline mener, at den har sit på det rene. I en pressemeddelelse siger, NGO'en, at man har overholdt alle retningslinjer:
- Det er vigtigt at påpege, at Lifeline har overholdt alle instruktioner fra forskellige maritime myndigheder, så længe det var i overensstemmelse med international lov, skriver NGO'en.
Mulig ny løsning?
En løsning for Lifeline er blevet drøftet intenst hele ugen mellem Frankrigs præsident, Emmanuel Macron, og Maltas premierminister. En fransk regeringstalsmand sagde, at der var fokus på "en europæisk løsning".
Joseph Muscat besvarede ikke entydigt et spørgsmål om, hvorvidt løsningen, der er blevet brugt i tilfældet Lifeline, hvor migranterne sendes til flere lande, er en løsning, man vil søge fremover.
Men det er vigtigt for den maltesiske premierminister, at det kun er de migranter, der virkeligt har brug for beskyttelse, der får lov til at blive.
- Økonomiske migranter skal vi sende tilbage så hurtigt som muligt, siger Muscat.
Som oplæg til morgendagens EU-topmøde, der skal handle om netop migranter, foreslår formand for Det Europæiske Råd, Donald Tusk, at EU etablerer udsendelsescentre – uden for EU. Det skriver han i invitationen til topmødet.
Malta, en migrantø?
Jospeh Musvat understreger, at Malta har det næsthøjeste antal asylansøgere per indbygger i hele EU. Antallet har været faldende længe, men på grund af Italiens bilateraleaftaler med Libyen er der sket et skifte i migranternes rute over Middelhavet, forklarer Muscat:
- De fleste migranter krydser Middelhavet længere mod vest, ved Spanien, siger han.
Det har haft indflydelse på antallet af skibe, der anmoder om at gå i havn med migranter på øen. Men den største grund til, at malteserne får flere anmodninger fra skibe, er den nye italienske regering, mener Muscat.
Regeringen i Italien, som omfatter det indvandrerkritiske parti Lega Nord og protestpartiet Femstjernebevægelsen, siger, at det ikke længere vil tillade skibe, der opereres af nødhjælpsgrupper, at lægge til ved Italiens havne.