Madame Pécresse kalder sig selv '1/3 Thatcher og 2/3 Merkel'. Nu vil hun være Frankrigs første kvindelige præsident

Den konservative toppolitiker Valérie Pecresse udfordrer Emmanuel Macron og Marine Le Pen til Frankrigs præsidentvalg.

Valérie Pécresse vandt som den første kvinde i Republikanernes historie nomineringen med 61 procent af stemmerne. (Foto: © ANNE-CHRISTINE POUJOULAT, Ritzau Scanpix)

Hun har uden at blinke sammenlignet sig selv med konservative dronninger som Tysklands Angela Merkel og Storbritanniens Margaret Thatcher.

Og nu har hun selv slået en armé af mænd af banen; 54-årige Valérie Pécresse er i dag blevet valgt som præsidentkandidat for Frankrigs konservative parti, Republikanerne.

- I dagens Frankrig er det slut med kvinder, der kun spiller biroller. Jeg er klar til at blive Republikkens første kvindelige præsident.

Sådan lød det allerede i sommer fra den konservative veteran Pécresse, der er tidligere økonomiminister og talsmand for Sarkozy-regeringen, og som i dag bestrider den magtfulde post som regionsrådsformand i hovedstadsområdet, Frankrigs folkerigeste region.

Efter lørdagens partiafstemning hos Republikanerne kan Madame Pécresse også skrive ’præsidentkandidat’ på CV’et.

Hun vandt - som den første kvinde i partiets historie - nomineringen med 61 procent af stemmerne, og dermed har Madame Pécresse besejret adskillige mandlige rivaler i præsident Charles De Gaulles hæderkronede gamle parti.

Blandt andre favoritten Xavier Bertrand fra Nordfrankrig, den sydfranske islamkritiker Eric Ciotti og EU’s tidligere Brexit-forhandler, Michel Barnier.

- Jeg tænker på alle franske kvinder i dag, og jeg takker partiets medlemmer for deres vovemod, sagde Pécresse i eftermiddag i Republikanernes partihovedkvarter i Paris, da afstemningsresultatet stod klart.

En udfordring for Macron

Pécresse har i årevis markeret sig som klassisk fransk konservativ. Hun er synonym med EU-begejstring, borgerlig skattepolitik og kampen for mere lov og orden (og har blandt andet foreslået obligatoriske cannabis-tests i de franske gymnasier).

Valérie Pécresse har tidligere været en arg modstander af homoægteskaber, men ændrede holdning efter flere års kamp for konservative familieværdier og erklærede offentligt, at hun havde 'udviklet sig'.

Republikanernes nyslåede præsidentkandidat har også udviklet sig på et andet område, nemlig indvandring, hvor Pécresse i sin valgkamp har anlagt en mere hård linje end tidligere.

Således definerer hun nu immigration som 'Frankrigs største udfordring', og hun vil blandt andet skærpe straffene i landets mange og store såkaldte ghetto-områder, hun vil forbyde muslimske mødre at bære hovedtørklæde på børnenes skoleudflugter, og hun vil halvere antallet af opholdstilladelser til migranter fra ikke-EU-lande.

Her er Valérie Pécresse sammen med partipræsident Christian Jacob (th) og den anden kandidat Eric Ciotti (tv). (Foto: © Christophe Petit Tesson, Ritzau Scanpix)

Der er ingen tvivl om, at den erfarne Valérie Pécresse bliver en svær udfordrer for den centrumpolitiske Emmanuel Macron.

Franskmændene har historisk haft en forkærlighed for konservative præsidenter, og med sin hårde linje på indvandringsområdet går Valérie Pécresse samtidig i clinch med hele to præsidentkandidater fra den yderste højrefløj, nemlig Marine Le Pen og Eric Zemmour.

Lige nu ligger Macron først i gennemsnittet af de franske meningsmålinger, efterfulgt af henholdsvis Le Pen og Zemmour. Over de næste måneder skal Valérie Pécresse overbevise franskmændene om, at hun kan være hårdere på indvandring end Macron, men mindre ekstrem og kontroversiel end Le Pen og Zemmour.

Overklasse-image

Samtidig skal Pécresse overbevise franskmændene om, at hun ikke bliver 'de riges præsident'. Og det kan være svært, når man kaster et blik på hendes private CV:

Pécresse, der selv er mor til tre voksne børn, er født i en katolsk, konservativ velhaverfamilie, og er uddannet fra privatskoler og samme eliteuniversitet som Emmanuel Macron og adskillige tidligere franske præsidenter.

Hun bor til daglig i velhaverforstaden Versailles sammen med sin ægtefælle Jérôme, en forretningsmand, der spiller bridge på konkurrenceplan.

Dét er en virkelighed, der ligger mange verdener fra de fleste franskmænds, og i et land, hvor den sociale oprørsbevægelse De Gule Veste stadig rører på sig, vil det heller ikke just være populært i alle kredse, at Pécresse vil hæve den franske pensionsalder til 65 år og skære 200.000 jobs i den offentlig sektor.

Men Pécresse er stålsat: Hun vil være Frankrigs første kvindelige præsident og minder franskmændene om, hvad hun er i stand med til ordene:

- Jeg er 1/3 Thatcher og 2/3 Merkel.