Han uddeler fuckfingre og sigter med våben på journalister. Og nu vil han være fransk præsident

Eric Zemmour, der bliver kaldt "Frankrigs Trump", stiller op til præsidentvalget næste år.

Eric Zemmour svarer en kvindelig demonstrant med en udstrakt langefinger, efter hun havde sendt en lignende i hans retning under et besøg i Marseilles sidste uge. (Foto: © Nicolas Tucat, Ritzau Scanpix)

Han elsker Napoleon, Jeanne d’Arc og Solkongen. Hans franske idealsamfund ligger i en fjern fortid, men han vil redde Frankrig i en nær fremtid: Eric Zemmour vil være Frankrigs næste præsident.

Den 63-årige ultranationalist, forfatter og tv-stjerne, som mange udenlandske iagttagere ynder at kalde ”Frankrigs Donald Trump”, har reelt ført valgkamp i månedsvis, men først tirsdag annoncerede han officielt sit kandidatur til kampen om Elyséepalæet, det franske svar på Det Hvide Hus. En udmelding, der i vanlig Zemmour-stil, IKKE gik stille for sig.

- Jeg stiller op (…), så vores børn og børnebørn ikke skal kende barbari, så vores døtre ikke skal bære slør, og vores sønner ikke skal være underkastet, lød det fra manden, der i årtier har provokeret parnasset med sine udsagn om, at islam er Frankrigs største problem, og at en ”befolkningsudskiftning” er i fuld gang (læs: muslimerne overtager republikken).

Tv-stjerne og polemiker

Zemmour har været en kendt skikkelse i den franske offentlige debat i mange år. Den værdikonservative journalist, der især var kendt fra avisen Le Figaros spalter, blev tv-stjerne, da han blev fast inventar på kanalen Cnews, Frankrigs svar på USA’s Fox News.

Her har Zemmour, altid veloplagt, velformuleret og med en stor portion afvæbnende charme og smil kommenteret fransk politik og leveret sine synspunkter om, at den franske og vestlige civilisation er truet af udslettelse på grund af islam, indvandring og venstreorienteret identitetspolitik.

Selv er Zemmour jøde, født i en forstad til Paris af algeriske forældre i 1958, i en tid hvor alt var bedre, hører man ofte Zemmour fortælle. Med bestseller-bøger som ’Det Franske Selvmord’, der er solgt i mere end én million eksemplarer, har Zemmour diagnosticeret fransk kultur, sprog og suverænitet som en terminal patient. Kuren, lader han forstå, er at stoppe indvandringen og kræve total assimilation for ”de senest ankomne”. Blandt andet har han foreslået en lovændring, således at alle nyfødte i Frankrig skal have et fransk fornavn - Francois Mohammed, Jeanne Rachida, Pierre Thor, fortsæt selv listen, det har mange franske twitterbrugere muntret sig med.

Demonstranter var på gaden i den schweiziske by Geneve i protest mod Zemmour, som besøgte byen sidste uge. (Foto: © Martial Trezzini, Ritzau Scanpix)

Men det er ikke lige sjovt for alle. Således er Zemmour ikke uvant med at blive politianmeldt, og han har modtaget to domme for at opfordre til religiøst- eller racemæssigt had.

I sin valgkamp har Zemmour iscenesat sig selv som en politisk provo efter Donald Trump-opskriften; jeg siger tingene, som de er, og jeg tør tale magthaverne imod! (Zemmours opremsning af sine egne og folkets fjender omfatter ”eliten, politikerne, universitetsfolkene, fagforeningsbosserne”). Og budskabet er lige så dystert, som det er klart:

- Tiden er ikke inde til at reformere Frankrig, tiden er inde til at REDDE Frankrig, lød det fra Zemmour i tirsdagens videotale, der var smækfuld af referencer til hans politiske forbillede general De Gaulle, den franske modstandsmand, der blev præsident.

Splittet fransk højrefløj

Dermed er den franske højrefløj nu splittet i to, nemlig mellem Eric Zemmour og Marine Le Pen.

Den politiske veteran og præsidentkandidat Le Pen står i spidsen for det højrenationale Rassemblement National (tidligere Front National), mens hun har de senere år forsøgt at mainstreame både sit parti og de politiske budskaber.

- Vi er ikke længere et protestparti, vi er i dag et regeringsdueligt parti, sagde hun således til DR Nyheder i 2019.

Men netop dét træk efterlod en tom plads til højre for Madame Le Pen på det franske politiske spektrum. Og det er dén plads, Zemmour nu tordner ind på med en borgerlig skattepolitik og en ultranationalistisk værdipolitik:

- I er ikke flyttet, og alligevel har I følelsen af ikke at være hjemme hos jer selv. I har ikke forladt jeres land, men det er som om, jeres land har forladt jer, lød det eksempelvis Zemmour til franskmændene i dag.

- I føler jer fremmede i jeres eget land. I er er internt fordrevne.

Ånder Le Pen i nakken

Mens Le Pen ikke længere vil være ”et protestparti”, protesterer Zemmour således af sine lungers fulde kraft. Og mange franskmænd kan høre ham.

Ser vi på det vægtede gennemsnit af de franske målinger i dag, så ligger præsident Emmanuel Macron forrest (24 procent), efterfulgt af Le Pen (18 procent), og på en tredjeplads: Fænomenet Eric Zemmour (14 procent).

Det store spørgsmål er: Kan Zemmour indhente Le Pen i præsidentvalgets første runde den 10. april næste år, og således blive en af de to duellanter i valgets anden og afgørende runde den 24. april? Ender Europa med en Macron-Zemmour-duel?

Eller risikerer de to kandidater fra den yderste højrefløj, Le Pen og Zemmour, i virkeligheden med at stjæle hinandens vælgere i en grad, at de gensidigt destruerer hinandens chancer for at komme i 2. runde, fordi de for eksempel bliver overhalet af en konservativ kandidat?

Den højreorientererede journalist, forfatter og debattør Eric Zemmour annoncerede sit ventede præsidentkandidatur tirsdag 30. november. (Foto: © Thomas coex, Ritzau Scanpix)

Der er næppe nogen tvivl om, hvad præsident Macron foretrækker: Han vil hellere møde provoen og debutanten Zemmour eller den kontroversielle Le Pen i den endelige duel 24. april, end han vil møde en velfriseret konservativ Republikaner, der kan tilbyde en strammere udlændingepolitik end Macron selv, men uden at forekomme så ekstrem for midtervælgerne som Zemmour og Le Pen.

Men, men, men: Alt dét er let at spekulere i, og meget svært at afgøre med fem måneder til valget. Til gengæld er det sikkert, at Eric Zemmours valgkamp har slingret temmelig voldsomt de seneste uger, hvor han har tabt terræn i målingerne til Le Pen. For kan man være præsident, når man giver en demonstrant en fuckfinger?

Fuckfingre og for-sjov-skyderi

Dét spørgsmål har franskmændene måtte tage stilling til efter et tumultarisk besøg i Marseille denne weekend, hvor Zemmour blev så irriteret på en kvindelig demonstrant, at fotografernes nådesløse linser forevigede præsidentkandidaten med strakt langemand gennem en åben bilrude.

  • En demonstrant giver Zemmour fingeren i Marseille... (Foto: © Nicolas Tucat, Ritzau Scanpix)
  • ...og får én tilbage ud gennem bilruden. (Foto: © Nicolas Tucat, Ritzau Scanpix)
1 / 2

I oktober chokerede han, da han ved et besøg på en sikkerhedsmesse greb et (uladt) stormgevær og sigtede på de fremmødte journalister med et grin og ordene:

- Nå, nu er det pludselig ikke så sjovt, hva’? Ryk jer, gå tilbage.

Balladen tog til, da Zemmour blev kritiseret for mangel på takt og respekt, da han i midten af november indfandt sig foran koncersalen Bataclan i Paris, hvor han brugte årsdagen for de blodige terrorattentater i 2015 på at levere politiske budskaber til pressen og blandt andet erklære, at den forhenværende socialistiske præsident Hollande bærer ansvaret for angrebene.

Også hans privatliv er blevet skandaliseret, efter at den 63-årige Zemmour er blevet fotograferet på en badetur, tæt sammenslynget med med sin 28-årige medierådgiver, Sarah Knafo. Zemmour selv er gift, men bor ikke længere sammen med sin hustru.

Franske medier gravede sig ned i historien om, at Zemmour har kendt Sarah Knafo siden hun var 13 år gammel, fordi han er en ven af hendes familie, der som han selv er jødisk med algeriske rødder.

Eric Zemmour underskriver sin seneste bog "Frankrig har ikke sagt det sidste ord". (Foto: © Eric Gaillard, Ritzau Scanpix)

Det skal sædvanligvis mere til at chokere franskmænd, men de seneres års tsunami af franske sager om seksuelt misbrug har ændret på den engang så overvældende overbærenhed med politikeres moralske og amourøse anliggender.

De mange sager har fået flere støtter til at trække sig, blandt andre den tidligere minister Philippe de Villiers og finansmanden Charles Gave, der har hjulpet Zemmours kampagne i gang med et lån på 2,2 millioner kroner.

Også i udlandet har flere aktører fået kolde fødder over Zemmours fremfærd de seneste uger. I London aflyste Royal Institution of Great Britain således et planlagt møde med den franske præsidentkandidat, mens Genèves borgmester helt har erklæret Zemmour for uønsket i byen.

Men alle sagerne på trods ligger Zemmour lige nu på en tredjeplads i de franske præsidentielle meningsmålinger.

Alt kan ske frem mod april 2022.