Macron holder de første løfter: Lige fordeling af mænd og kvinder til valg

Den kommende præsident har holdt to af sine løfter til det franske valg til Nationalforsamlingen i juni.

Macron overholder begge løfter om kanidaterne til parlamentsvalget: Halvdelen kvinder, halvdelen mænd - og halvdelen uden politisk fortid. (Foto: © pool, Scanpix)

Emmanuel Macrons parti, "La Republique en Marche", præsenterer 428 navne på kandidater til det franske valg i næste måned.

Der er præcis lige mange kvinder og mænd blandt kandidaterne, og han har også opfyldt et andet løfte: Halvdelen har ingen politisk fortid.

- Alle har erklæret, at de har ren straffeattest, siger partisekretær, Richard Ferrand, ifølge avisen Libération.

Partiet har aldrig tidligere deltaget ved et valg. Det blev dannet af Macron i april 2016, da den kommende præsident besluttede at forlade Socialistpartiet og gå egne veje.

Macron vandt en sikker sejr ved søndagens præsidentvalg i Frankrig. Han fik to af tre stemmer. Højrenationale Marine Le Pen fik hver tredje.

Vinderens unge parti mangler fortsat at præsentere de sidste kandidater til de 577 valgkredse i Frankrig.

- Vores mål er at få absolut flertal i Nationalforsamlingen, siger partisekretæren.

/ritzau/