Lysandro Moreno skutter sig og ruller et tæppe om sig.
Selvom vi er tæt på ækvator kan nætterne godt føles kolde her i det nordlige Brasilien.
Især hvis man som Lysandro har boet de seneste 2 måneder på et stykke pap under åben himmel.
Vi er i Boa Vista – hovedstaden i den lille delstat Roraima – 200 km fra grænsen til Lysandros hjemland: Venezuela.
I et forsøg på at lægge hyperinflation, økonomisk krise, sult og præsident Nicolas Maduro bag sig, er Lysandro Moreno draget over grænsen.
Den 33-årige har efterladt sin kone og tre døtre i Venezuela, men håber på snarest at hente dem ind i det de håber kan blive deres nye hjemland: Brasilien.
Strandet ved busstation
Men tingene er mildest talt ikke gået som Lysandro håbede.
Nu ligger han foran busstationen sammen med ca 200 andre venezuelanske flygtninge – hver især med en historie, der minder om Lysandros.
De drømmer om at skabe en tilværelse, men det har vist sig at være yderst svært at komme videre ned i Brasilien. Og kun få har fået job, der kan betale for rejsen videre.
Mange af dem forsøger at tjene lidt penge ved for eksempel at vaske forruden på de biler, der stopper i det store lyskryds, men det giver kun lige til lidt mad og drikke.
Når natten falder på er de ligeså langtfra at realisere drømmen om et godt liv i Brasilien, som de var, da de vågnede.
Galoperende inflation
Alligevel møder jeg ikke en eneste flygtning, der har fortrudt flugten – for som Lysandro siger:
- Det er bedre at være hjemløs her end at være uden mad i Venezuela.
Lysandro havde aldrig forestillet sig, at han skulle flygte fra sit land – indtil for et par år siden havde han et godt og stabilt liv.
Han var radiovært på lokalradio og den lille familie havde hvad de skulle bruge.
Men som så mange andre fra Venezuelas middelklasse er livet blevet vendt på hovedet. Specielt nævner de alle udfordringerne med at skaffe mad.
En galoperende inflation og mangel på fødevarer har gjort sult til et udbredt problem i Venezuela. Undersøgelser viser at 89 procent af venezuelanerne ikke har råd til at købe den mad, de har brug for.
- En mand med mindstelønnen kan købe lidt ris eller spaghetti. Måske lidt ost. Men hvor længe holder det? 2-3 dage… Forestil dig en familie på 5. Hvor langt række et kilo ris? Det rækker slet ikke, konstaterer Lysandro Moreno.
Håbløsheden hænger i luften
Jeg ser en mand og kvinde – vel omkring 25 år gamle - give deres baby bad med vand, de har hentet i en colaflaske.
Barnet skriger, og kvinden sætter sig tungt ned og kigger tomt ud i luften. I det hele taget hænger håbløsheden i luften her. Og det er til at forstå.
Folk på pladsen her kan skue misundeligt hen til de flygtningelejre, som den brasilianske hær har stablet på benene på ganske kort tid.
Her er der i det mindste bad, toilet, tag over hovedet og mad tre gange om dagen.
Men de brasilianske myndigheder kan simpelthen ikke følge med strømmen af flygtninge.
De seneste to år har Brasilien opført 10 flygtningelejre i området tæt ved grænsen til Venezuela - med en samlet kapacitet på 5000 flygtninge.
Men alene i år er 57.000 venezuelanere vandret ind i Brasilien.
Venter på svar fra gud - eller FN
200 kilometer mod nord vil flere flygtninge strømme ind over grænsen til Brasilien i morgen tidlig, og der er ifølge de fleste eksperters vurdering ikke udsigt til at den udvikling vender foreløbigt.
Derfor er gaderne i Boa Vista fyldt med frustrerede venezuelanere og derfor ligger Lysandro Moreno her på et stykke pap.
- Vi venter bare dag efter dag på et svar fra Gud …eller FN eller hvem der nu kan hjælpe, siger Lisandro inden han folder tæppet om sig og håber på en nat uden regn.