Luftfartsselskaber advares om angreb i Syrien

Eurocontrol, der står for flysikkerheden i Europa, advarer om et angreb inden for 72 timer.

Eurocontrol advarer tirsdag luftfartsselskaber om et forestående luftangreb i Syrien. Billedet her stammer fra april 2017. (Foto: © Torben Christensen /Scanpix, Ford Williams)

Eurocontrol, der er den europæiske organisation for luftfartens sikkerhed, advarer luftfartsselskaber om at udvise særlig forsigtighed under flyvninger over den østlige del af Middelhavet.

Årsagen er et muligt luftangreb mod Syrien inden for de kommende 72 timer.

Eurocontrol oplyser, at der kan komme et missilangreb i perioden, og at det kan forstyrre flyenes navigationssystemer.

USA's præsident, Donald Trump, og en række allierede har diskuteret et muligt angreb mod Syrien, efter at styret angiveligt stod bag et kemisk angreb i byen Douma i weekenden.

Donald Trump aflyste i går en rejse til Latinamerika senere på ugen for at forberede en reaktion på angrebet, oplyser Det Hvide Hus.

I advarslen fra Eurocontrol fremgår det ikke, hvem der ventes at stå bag det omtalte angreb i Syrien.

Myndigheder i flere lande har tidligere udsendt advarsler om flyvninger over syrisk luftrum. Derfor undgår de fleste luftfartsselskaber at flyve over Syrien.

De eneste kommercielle fly, der i nat fløj i det syriske luftrum, var fra Syrian Air og det libanesiske Middle East Airlines, viser oplysninger for websiden Flightradar24.

Luftfartsmyndigheder har skærpet sikkerheden ved flyvninger over konfliktzoner, siden et fly fra Malaysia Airlines blev skudt ned over Ukraine i 2014. Her blev 298 mennesker dræbt.

/ritzau/