Et sus gik gennem Underhuset i går, da en af det britiske parlaments tællere læste resultatet op. 329 for og 302 imod lød det, inden dele af lokalet gav sig til at juble.
Med det havde de britiske parlamentarikere snuppet taktstokken fra premierminister Theresa May i brexit-processen og har nu magten over onsdagens brexit-dagsorden.
Deres planlagte afstemninger vil ikke være bindende, men beslutningen fra parlamentet er i store dele af pressen blevet set som endnu en stor ydmygelse for Theresa May.
Blandt andet fordi flertallet kom på plads ved hjælp af 30 af premierministerens partifæller - herunder tre ministre, der trak sig for at deltage i det såkaldte oprør mod regeringen.
Hovedarkitekten bag ydmygelsen stod ikke i centrum og jublede.
I stedet befandt Mays partifælle Sir Oliver Letwin sig i et hjørne af Underhuset, hvor en lille gruppe af Konservative, der vil blive i EU, holder til.
Her smilede Letwin undskyldende "som fodboldspillere, der nægter at fejre en scoring foran deres tidligere tilhængere", lyder beskrivelsen fra Huffington Posts politiske chefredaktør, Paul Waugh.
Med Underhusets beslutning mistede den britiske regering kontrollen over dagsordenen for første gang i mere end 100 år.
En usandsynlig rebel?
Ifølge manden bag gårsdagens ydmygelse af premierministeren var der ikke tale om en "forfatningsmæssig revolution", som det hurtigt blev betegnet i den efterfølgende debat.
Letwin har sagt, at han stadig ville stemme for premierministerens skilsmisseaftale, men han mente ikke, at der var flertal for den, og derfor var det på tide at søge kompromisser, skriver BBC.
Men revolution eller ej, så var der tale om noget banebrydende, lyder vurderingen i flere internationale medier.
Den samme vurdering har DR's korrespondent i Storbritannien, Kim Bildsøe Lassen.
- Det var skelsættende og et kæmpe nederlag og problem for regeringen, siger han.
Det har dog aldrig ligget i kortene, at Letwin skulle blive en moderne "Robespierre" med et brændende ønske om at bryde reglerne, lyder analysen i Huffington Post.
Letwin var en del af staben omkring den konservative premierminister Magaret Thatcher i 1980'erne og var med til at skrive De Konservatives partimanifest i 2010. I perioden 2010-2015 indtog han en ministerpost i Cameron-regeringen, hvor han havde ansvaret for at udvikle og gennemføre regeringens politik.
Selv siger han, at han i 22 år aldrig havde stemt imod sit parti. Indtil for nogle uger siden.
Selvom han var tilhænger af at blive i EU, har han støttet Mays aftale og fungeret som mægler mellem fløjene i partiet, skriver Huffington Post.
Men kort tid efter jul skiftede han mening, da det for første gang gik op for ham, at premierministeren kunne finde på at vælge at forlade EU uden en skilsmisseaftale, skriver mediet.
Mens avisen Evening Standard omtaler Letwin som "en mest usandsynlig rebel", peger Kim Bildsøe Lassen på, at det måske ikke er så overraskende, at en pragmatiker ender som rebel, når der er så stor polarisering i britisk politik omkring brexit.
- En rebel i denne sammenhæng bliver en, der søger ind mod midten, fordi så meget af råberiet handler om yderfløjene, siger han.
I går ledte Letwins snak over midten i hvert fald til, at et flertal stemte for hans forslag om at give Underhuset serveretten i en stund.
- Jeg tror ikke, at det er noget, Letwin har fundet store glæde i, men han ser det bare som en nødvendighed i forhold til at drive processen videre, siger Kim Bildsøe Lassen.
Dramatisk onsdag i vente
I morgen vil de britiske parlamentarikere gennemføre en række vejledende afstemninger om brexit-løsninger, som May ikke har tilbudt.
Der kan være tale om alt fra at forblive i en toldunion med EU, at afholde et nyt valg eller noget helt tredje, fjerde og femte. Der er nemlig tale om ukendt farvand, og derfor har Letwin og hans fæller i dag haft travlt med at regne ud, hvordan det hele skal foregå, beretter CNN.
Ifølge Politico har Letwin lagt op til, at morgendagens afstemninger ikke vil foregå på normal vis, hvor der stemmes om et forslag af gangen. I stedet vil man stemme på papir med mulighed for at sætte kryds ved flere forslag, lyder det.
The Guardian beretter, at der endnu uklarhed om, hvilke punkter der kommer til afstemning, da det er op til Underhusets formand, John Bercow, at godkende dem. Ifølge avisens politiske redaktør er der i skrivende stund 16 forslag.
Der er ikke tvivl om, at der er lagt op til en vigtig dag i Underhuset, fortæller Kim Bildsøe Lassen.
- Der står en kæmpe og dramatisk dag og aften foran os i parlamentet i morgen, hvor vi for alvor får indblik i, om der er flertal for en anden form for brexitaftale i parlamentet, siger han.
- Det kan betyde, at man får en idé om, at der måske er en anden vej. Men det kan også sagtens være, at det viser sig, at der ikke er anden mulighed end Theresa Mays skilsmisseaftale eller at ryge ud uden en aftale, siger Kim Bildsøe Lassen.
I et interview med Evening Standard fortalte Letwin forleden, at han nok er udsat for flere uheld end de fleste. I løbet af hans karriere har det blandt andet indebåret at efterlade vigtige politiske papirer i en skraldespand i en park i London, som blev fundet af pressen, såvel som at have lukket en tyv ind i sit hjem i de tidlige morgentimer.
Morgendagen kan måske vise, om Letwins beslutning om at gå mod sit parti bliver et lignende uheld eller en sejr for de oprørske parlamentarikere.