Londons brandvæsen får heftig kritik i sagen om Grenfell Tower

Brandvæsnet i storbyen var for dårligt forberedt på den dødelige brand i Grenfell Tower, der kostede 72 mennesker livet.

72 mennesker mistede livet ved branden i det nordvestlige London i 2017. (Foto: © CHRIS J RATCLIFFE, Scanpix)

Det er mere end to år siden, at en voldsom brand i højhuset Grenfell Tower kostede 72 mennesker livet i London-bydelen North Kensington.

Tilbage står mange efterladte med alvorlig kritik og ubesvarede spørgsmål om, hvordan det kunne gå så galt, da en brand brød ud i den 24 etager høje bygning 14. juni 2017.

For kort tid siden udkom den første af to rapporter, der skal belyse sagen, som rystede England.

Her slås det blandt andet fast, at der blev begået flere fejl hos Londons brandvæsen, og at flere liv kunne være reddet, hvis bygningen var blevet evakueret tidligere.

Undersøgelsen er nået frem til, at de fundne fejl giver anledning til "vidtrækkende spørgsmål vedrørende Londons Brandvæsen som organisation".

Hos de overlevende lyder budskabet, ifølge The Guardian, at de enkelte brandmænd, der kæmpede forgæves mod ilden, ikke skal gøres til syndebukke, fordi de blev svigtet af mangel på træning, procedurer, udstyr og lederskab.

Ilden startede i et køleskab

Branden startede som følge af en elektrisk fejl i et køleskab i en lejlighed på fjerde etage.

Flammerne omsluttede hurtigt hele bygningen på grund af den ydre beklædning, som var meget brandfarlig.

Beklædningen var aktivt med til at forværre branden, fremgår det af rapporten.

Da bekymrede beboere begyndte at ringe til redningstjenesterne, fik de besked på at blive i lejlighederne.

Da det i en længere periode var muligt at evakuere folk via opgangen, var denne besked medvirkende til, at flere omkom, konkluderer rapporten.

Tragedien blev markeret med et minuts stilhed i London:

I forbindelse med offentliggørelsen af rapporten opfordrer lederen af undersøgelsen, sir Martin Moore-Bick, regeringen til at forbedre sikkerheden i højhuse.

Han ønsker, at premierminister Boris Johnson hurtigst muligt får implementeret nye nationale retningslinjer for evakuering af bygninger, skriver The Guardian.

På politikernes dagsorden

Indhold fra rapporten blev allerede lækket i går, hvor det stod klart, at Londons Brandvæsen stod til heftig kritik på grund af "seriøse" fejl i beredskabet, og fordi personalet ikke var trænet til så store hændelser, skrev BBC.

Det fik brandvæsnets fagforening til at kritisere, at undersøgelsen først har kigget på brandvæsnet, før man har undersøgt bygningens brandsikkerhed. Det er at foretage undersøgelsen bagvendt, sagde fagforeningens formand, Matt Wrack, til BBC.

- Årsagen til, at branden spredte sig, som den gjorde, skyldes, at den var pakket ind i brandbar ydre beklædning, sagde Wrack, der mener, at brandmændene mødte op til en "dødsfælde".

  • De efterladte har længe kæmpet for at få svar i sagen om Grenfell Tower. I dag holdt nogle af dem pressekonference i London. (Foto: © Peter Nicholls, Scanpix)
  • Hele familier forgik i flammerne, mens andre blev efterladt såret på krop og sjæl. (Foto: © Peter Nicholls, Scanpix)
  • Dagens rapport finder, at flere liv gik tabt på grund af mangler hos Londons brandvæsen. (Foto: © ISABEL INFANTES, Scanpix)
1 / 3

Også Jeremy Corbyn, leder af arbejderpartiet Labour, taler brandfolkenes sag.

- Det var ikke brandmænd, som udvandede bygningsregler eller gav Grenfell Tower brandbar ydre beklædning, lød det i går fra Labour-lederen, skriver Politico.

Dagens rapport er den første del af undersøgelsen af branden.

I næste del af kulegravningen har flere højtstående britiske politikere udsigt til at komme under luppen for deres rolle i de slækkede krav til bygningers sikkerhed.