Löfvens besked efter timelangt krisemøde: Vi kommer med et svar i morgen

Den svenske regering har givet sig selv mundkurv på indtil klokken 10 i morgen formiddag.

Journalister og pressefolk havde stillet udstyret op foran regeringsbygningen Rosenbad, hvor regeringen holdt krisemøde i eftermiddag. (Foto: © Erik Simander/TT, Scanpix)

Den svenske regering kommer først med en melding om, hvad man vil stille op med oppositionens mistillidsvotum mod tre socialdemokratiske ministre i morgen formiddag klokken 10.

- Vi har ikke travlt, siger Socialdemokraternes pressechef, Odd Guteland, onsdag aften foran regeringsbygningen Rosenbad ifølge SVT.

Dele af den svenske regering var af den socialdemokratiske statsminister Stefan Löfven onsdag eftermiddag indkaldt til krisemøde efter de seneste dages afsløringer om en stor, svensk it-skandale.

Den svenske skandalesag, der lige nu kører på højtryk, handler om en it-udlicitering, der blev hastet igennem, og som førte til lemfældig omgang med fortrolige oplysninger og et muligt læk af personfølsomme oplysninger.

Sagen har udviklet sig så eksplosivt, at oppositionen mistænker regeringen for at have mørklagt sagens omfang.

På den baggrund har den borgerlige opposition i Riksdagen, kaldet Alliancen, med støtte fra Sverigedemokraterne tidligere onsdag stillet et mistillidvotum mod tre ministre i regeringen.

Det drejer sig om infrastrukturminister Anna Johansson, indenrigsminister Anders Ygeman og forsvarsminister Peter Hultqvist.

Et mistillidsvotum mod hele tre ministre på én gang er aldrig før sket i svensk politisk historie, og det gør sagen dybt alvorlig for statsminister Stefan Löfven, som DR's korrespondent Ole Ryborg skriver i sin analyse.

Det hjælper heller ikke den svenske statsminister, at oppositionen har rettet sigtekornet mod to af regeringens mest populære ministre - indenrigsminister Anders Ygeman og forsvarsminister Peter Hultqvist.

De fleste politiske iagttagere peger på, at infrastrukturminister Anna Johansson må sige farvel til sin ministertaburet, da hun er direkte ansvarlig for den svenske it-skandale.

Derfor er det store spørgsmål, hvad Stefan Löfven vil gøre med mistillidserklæringen til de to øvrige ministre.

Vil han bede dem gå? Vil han vente på et ekstraordinært møde i Riksdagen i et håb om at finde en løsning i mellemtiden? Eller vil regeringen trække sig?

De spørgsmål får man måske svar på klokken 10 i morgen formiddag.