Løkke har ringet til formand for Organisationen for Islamisk Samarbejde med nyt om danske koranafbrændinger

Danmark er "ivrige" efter at opretholde venskabsrelationer med medlemmerne af Organisationen for Islamisk Samarbejde (OIC), skriver organisationen.

Udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) har talt i telefon med formanden for Organisationen Islamisk Samarbejde. Organisationen mødes senere i dag. (Foto: © Emil Nicolai Helms, Ritzau Scanpix)

I forlængelse af at udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) og regeringen har lanceret sit arbejde med at finde et juridisk værktøj, som gør det muligt at forhindre koranafbrændinger foran udenlandske ambassader i Danmark, har Lars Løkke Rasmussen ringet til formanden for OIC, Organisationen for Islamisk Samarbejde.

OIC er en samarbejdsorganisation med 57 muslimske lande - hvis udenrigsministre i eftermiddag holder et virtuelt møde klokken 15:00 om netop koranafbrændinger i Danmark og Sverige.

- I dag (søndag, red.) modtog Hans Excellence generalsekretæren for Organisationen for Islamisk Samarbejde, Hussain Ibrahim Taha, et telefonopkald fra Danmarks udenrigsminister, Lars Løkke Rasmussen.

Lektor i mellemøststudier på SDU Helle Lykke Nielsen forklarer, at det ekstraordinære møde i OIC er et udtryk for, at der er nogen islamiske lande, særligt Irak og Iran, der er interesserede i at tale den her sag med koranafbrændingerne i Danmark og Sverige op.

- I Irak har man en oppositionsleder (Muqtada al-Sadr, red.), som ligger i meget stærke magtkampe med regeringen. Det er ham, der har taget den her agenda op og samlet sine tilhængere og lavet en masse aktioner på det. I Iran der er der jo rigtig meget politisk uro inden for landets grænser. Og der har præstestyret, altså regimet, stor brug for at få en ydre fjende, siger Helle Lykke Nielsen og forsætter:

- Det her med at brænde Koraner af og genere muslimernes religion er jo noget, der kan samle alle. Så det handler faktisk mere om indenrigspolitik i nogle af de her lande, end det rent faktisk handler om Danmark og Sveriges konkrete koranafbrændinger.

'Et juridisk værktøj'

I aftes fortalte Lars Løkke Rasmussen, at han har bedt Justitsministeriets embedsmænd om at finde en model for, hvordan man kan forhindre koranafbrændinger foran udenlandske ambassader i Danmark:

- Vi har besluttet i regeringen, at vi vil se på, hvordan vi i helt særlige situationer kan sætte en stopper for forhånelser af andre lande, som er i direkte modstrid med danske interesser og danskernes sikkerhed.

Hvad er det helt konkret, I kigger på at gøre nu?

- Vi skal finde et juridisk værktøj, der gør, at vi kan forhindre koranafbrændinger foran udenlandske ambassader i Danmark, siger Lars Løkke Rasmussen.

Flere medier i den arabiske verden har også bemærket, at Lars Løkke Rasmussen er ude og foreslå et juridiske værktøj, der skal forhindre koranafbrændinger bestemte steder.

I telefonopkaldet skal formanden for OIC have oplyst den danske udenrigsminister om medlemslandenes utilfredshed med gentagne tilfælde af fornærmelse af den hellige Koran og islamiske symboler "under påskud af ytringsfrihed."

Hussain Ibrahim Taha opfordrede igen de danske myndigheder til at arbejde for at træffe de nødvendige foranstaltninger for at forhindre en gentagelse, skriver OIC:

- Ministeren (Lars Løkke Rasmussen, red.) udtalte, at hans lands regering fordømte fornærmelsen af den hellige Koran, og at regeringen undersøger dette spørgsmål med stor interesse og understreger hans land er ivrige efter at opretholde venskabsrelationer og samarbejde med medlemslandene i Organisationen Islamisk Samarbejde, skriver organisationen videre.

Mandag skal Folketingets udenrigsordførere mødes til en briefing klokken 10. Senere klokken 15:00 mødes 57 muslimske landes udenrigsministre virtuelt i Organisationen Islamisk Samarbejde om samme emne.

Artiklen er opdateret med kommentar fra Lektor i mellemøststudier på SDU Helle Lykke Nielsen.