Løkke efter britisk aftale: Vi får løst et kæmpe dansk problem

Statsministeren er tilfreds med Storbritanniens aftale med EU, der også gavner Danmark.

- Det ville være meget alvorligt, hvis en så stor økonomi forlod EU. Set med danske øjne er det også en tæt allieret., siger Løkke. (Foto: © Mathias Løvgreen Bojesen, Scanpix)

Lars Løkke Rasmussen vender tilfreds hjem fra EU-topmødet, idet briternes aftale med EU på enkelte punkter også kommer Danmark til gode.

Statsministeren har under forhandlingerne arbejdet for, at en dansk børnecheck ikke sendes til eksempelvis østeuropæiske lande.

- Vi får løst et kæmpe problem, hvor en fuldfed dansk børnecheck skulle sendes til Rumænien eller Bulgarien, siger Løkke til DR Nyheder.

Med aftalen bliver der nu lavet en overgangsordning, hvor østeuropæere allerede bosiddende Danmark får, hvad de plejer indtil 2020, herefter bliver niveauet sænket.

Men forhandlingerne i EU trak tænder ud. Særligt østeuropæiske lande forsøgte at bremse briternes krav.

- Men så mente de, at man kun skulle give noget til Storbritannien. Men for mig har det været en kamp for, at det også skulle gælde for Danmark, så det er jeg meget tilfreds med, siger statsministeren.

- Det helt afgørende er, at danske skatteborgere ikke længere skal tåle, at deres skattepenge sendes ud af Danmark til lande, hvor pengene rækker fem-seks gange mere. Børnechecken er jo lavet efter, hvad det koster at bo og leve i Danmark.

Om Storbritannien forlader EU, er nu op til briterne, men Cameron har nu en god aftale som argument for at blive, siger Løkke.

Sagen kort

  • Aftalen i EU er juridisk bindende og kan kun ændres med fuld enighed blandt EU's stats- og regeringschefer. Den træder i kraft, hvis briterne stemmer ja til at blive i EU. Ellers bortfalder den.

  • Aftalen betyder blandt andet, at børnepenge til udenlandske EU-borgeres børn, der bor i hjemlandet, fremover skal tage hensyn til de generelle leveomkostningerne i hjemlandet og størrelsen på børnechecken i det land, hvor børnene bor.

  • De nye regler for børnepenge gælder med det samme for nye EU-borgere, der ankommer til et andet medlemsland. Fra 2020 gælder det også for EU-borgere, der allerede er ankommet til et andet medlemsland.

  • Der lægges også op til at korrigere for den EU-dom, der i 2008 åbnede for den såkaldte Malmø-model. Nemlig at omgå den danske udlændingelov ved først at tage til et andet EU-land og derefter få familiesammenføring i Danmark efter EU-reglerne.