Det tog ikke mange sekunder fra det øjeblik EU-lederne var enige om en aftale om Storbritanniens EU-fremtid, til de europæiske ledere begyndte at lykønske David Cameron og hinanden med et godt arbejde.
Litauens præsident, statsminister Lars Løkke Rasmussen og naturligvis David Cameron selv, var bare nogle af de EU-ledere som med lynets hast på de sociale medier spredte budskabet om, at der nu var kommet en god aftale.
Og de gode miner blev holdt ved de efterfølgende pressekonferencer.
'Dette er en god aftale for Storbritannien', lød det fra David Cameron. Og statsminister Lars Løkke Rasmussen og alle kollegerne fulgte efter med samme budskab – en god aftale.
Men bag de optimistiske og tilfredse budskaber, så er fredagens EU-aftale om Storbritanniens europæiske fremtid udtryk for en tendens i tiden som bekymrer EU-lederne mere og mere.
EU-lederne er vant til at løse store og komplekse problemer. Det er sjældent kønt.
Men når det kniber i det europæiske samarbejde, så finder man normalt løsninger på reelle problemer. Og det uanset om det er en græsk statsbankerot som skal undgås eller et Rusland som skal straffes for at annektere Krim.
Selvforskyldte EU-problemer
Men for EU-lederne er aftalen med David Cameron noget andet. Storbritannien står ikke i noget akut problem eller overfor nogen akut trussel, som skal håndteres. David Camerons problemer med EU er selvforskyldte.
Problemerne er – meget forsimplet – udtryk for store interne problemer i Storbritanniens konservative regeringsparti.
Gennem årtierne er problemerne internt i tories, som partiet kaldes, vokset og vokset. Og forud for sidste parlamentsvalg var de interne stridigheder i Camerons parti så store, at premierministeren lovede, at han ville ændre det britiske tilhørsforhold til EU og sætte hele landets tilhørsforhold til EU til folkeafstemning.
Der er intet udefra, som har tvunget David Cameron til at indtage den position.
Storbritannien er ikke under et økonomisk pres for at agere. Det ville f.eks. ikke have nogen økonomisk betydning, hvis det netop afsluttede EU-topmødet aldrig havde fundet sted og der aldrig var blevet indgået nogen aftale.
Eneste betydning er politisk
Aftalens eneste betydning er politisk. Frem for alt politisk i forhold til det konservative regeringsparti.
Men med løftet om en kommende folkeafstemning om hele Storbritanniens EU-medlemskab, så er det, som startede som noget partipolitisk, nu både blevet nationalpolitisk og europapolitisk.
Og selv om EU-lederne ved, at den britiske folkeafstemning formelt set er et britisk anliggende, så har afstemningen meget større betydning.
EU befinder sig lige nu i en dyb krise. Schengen-samarbejdet om fri bevægelighed for personer er tæt på et sammenbrud. Flygtningekrisen har vist, at den politiske vilje til at finde fælles europæiske løsninger på krisen er meget lav.
Samtidig kæmper EU-landene nu gennem adskillige år forgæves med at få sat gang i vækst og beskæftigelse.
Tæt på at have spillet fallit
Og i forhold til omverdenen, så er den europæiske udenrigspolitik tæt på at have spillet fallit. Rusland annekterede Krim uden at EU for alvor kunne gøre noget effektivt ved det. Og i forhold til Syrien, som er hovedleverandør af de mange flygtninge som kommer til EU, så har Rusland også her vist, at Rusland har magten og evnen til at ændre en udenrigspolitisk kurs. Det har EU-landene ikke.
Situationen i EU er elendig. Den politiske stemning mellem medlemslandene er dårlig. Og et nej ved den kommende britiske folkeafstemning har potentialet til at gøre situationen endnu værre.
Så selv om enkelte EU-ledere – som f.eks. statsminister Lars Løkke Rasmussen – kunne glæde sig over, at der er enkelte positive træk i den aftale som EU-landene blev enige om ved topmødet.
Så er sagen den, at den forholdsvis beskedne politiske gevinst, som den danske statsminister nu kan indkassere ved at kunne introducere en indeksering af de børnecheks som fremover sendes ud af landet, intet mod den skade det kan påføre Danmark og hele EU-samarbejdet, hvis briterne ender med at stemme nej.
Kan nu lægge voksende udfordring bag sig
Men siden David Cameron blev genvalgt regeringsmagten i Storbritannien, så har det britiske krav om en genforhandling af vilkårene for det britiske EU-medlemskab været en voksende udfordring i EU-samarbejdet. En udfordring som EU-lederne nu kan lægge bag sig. Med en vis lettelse.
Men det er muligt, at lettelsen kun varer i få måneder. For til sommer kan Storbritannien vise sig at have påført EU-lederne et nyt og meget større problem end det, som de netop har brugt to arbejdsdage på at løse i Bruxelles.