Aldrig før har man i Spanien oplevet en så tilspidset situation, som efter at den spanske regering har afsat Cataloniens regering.
Sådan lyder det fra lektor i spanske samfundsforhold på CBS Carsten Humlebæk.
I går sagde Spaniens premierminister, Mariano Rajoy, at han opløser den catalanske regionalregering, og at der skal være valg i Catalonien til afholdelse den 21. december i år.
Dermed har regeringen i Madrid taget kontrollen over Catalonien. Det betyder, at regeringen for første gang har gjort brug af paragraf 155 i den spanske forfatning.
- Konflikten bliver ved med at optrappe, og det her er en alvorlig optrapning. Der ligger ingen forhandlinger eller forsøg på at mødes. Så det er en alvorlig tilspidsning af konflikten, som man aldrig har set før, siger Carsten Humlebæk.
Til trods for, at Spaniens regering har valgt at opløse det catalanske selvstyre, er der fest i gaderne i Barcelona. For da Cataloniens parlament vedtog at erklære regionen uafhængig af Spanien blev en stor drøm opfyldt for mange.
Nu skal et nyvalg gennemtvinges, men det løser ikke problemet for premierminister Mariano Rajoy, vurderer Carsten Humlebæk.
- Rajoy og den spanske regering må krydse fingre for, at der kommer et anderledes parlament ud af i det i Catalonien, når man har haft et nyvalg inden for det næste halve år. Men det er langt fra sikkert, at der kommer en anderledes konstellation ud af det.
- Det kunne sagtens ende med et parlament, der minder om det nuværende eller endda et, hvor der er et endnu klarere flertal for løsrivelse. Så det er stadig en meget usikker fremtid, vi går i møde.
Uvist hvad næste skridt bliver
For selv med en ny regering ved magten, får det ikke problemerne til at gå væk. En stor del af den catalanske befolkning og et spinkelt flertal i det catalanske parlament ønsker løsrivelse fra Spanien.
- Selv om Rajoy og den spanske regering har retten til at gøre det, forfatningen er på deres side og har den formelle støtte fra de andre EU-lande og EU-systemet, får det ikke problemet til at gå væk.
- Catalonierne bliver ikke overtalt til at lade være med at synes sådan, så længe Spanien opfører sig, som de gør.
Ifølge Carsten Humlebæk er det vanskeligt at vide, hvad der bliver det næste skridt.
Men sandsynligvis kan den catalanske regering se frem til anklageskrifter, fordi man mener, de har begået ulovligheder ved at gennemføre afstemningen på trods af, at den var blevet erklæret ulovlig.
- De bliver sandsynligvis anholdt og mødt med anklageskrifter. På den måde bliver de gjort inhabile, så de ikke kan stille op til valget, så andre kræfter kan træde til.
- De har været omhyggelige med at dele ansvaret mellem sig. De har alle sammen skrevet under på de dekreter, der har været.
Konflikt kommer før løsning
Så det bliver ikke sidste gang, at gaderne i Barcelona bliver fyldt med protesterende catalonier.
- De mener, det er stort overgreb, at selvstyret bliver sat ud af kraft.
- Der kan muligvis også komme moddemonstrationer. Men det er relativt uforudsigeligt, hvad der kommer til at ske det nærmeste stykke tid. Men der vil være spændinger og problemer på gadeplan og politisk. Det kommer på dagsordenen i lang tid frem over.
Lige nu ligger bolden på Madrids banehalvdel, mener Carsten Humlebæk. Catalonien har spillet det sidste kort, de havde ved at sætte resolutionen om løsrivelse i værk og derfor er mekanikken sat i gang i Madrid.
Men en løsning er ikke lige på trapperne.
- Lige nu er det svært at forestille sig, at de bliver forenet. Dermed ikke sagt, at det ikke kan ske, men konflikten skal åbenbart blive endnu værre, før parterne føler sig nødsaget til at give sig, siger Carsten Humlebæk.