Det IS-tilknyttede medie al-Furcan har offentliggjort en lydoptagelse med Islamisk Stats selvudnævnte kalif, Abu Bakr al-Baghdadi, hvori han siger, at han ”er sikker på sejr i Mosul” – terrorgruppens irakiske højborg.
Det skriver flere internationale medier blandt andet The Guardian.
Adresseret til de 5.000 anslåede IS-krigere tilbage i Mosul, siger han i lydoptagelsen, at "det er tusind gange bedre at holde stand end at forlade byen i vanære".
Det er den første lydoptagelse med al-Baghdadi siden december 2015.
Lydoptagelsen er næsten 32 minutter lang og udateret, men al-Baghdadi refererer til drabet på den højtstående IS-leder Abu Muhammad al-Adnani, som blev dræbt i Syrien i august.
Han kalder også til angreb på Saudi-Arabien og Tyrkiet. Han tilskynder IS-soldater til at "frigive deres vrede" mod tyrkiske tropper i Syrien og Irak og tage kampen med sig ind i Tyrkiet.
- Tyrkiet er blevet et mål for jeres jihad. Invader landet og vend sikkerhed til frygt, siger al-Baghdadi i lydoptagelsen.
Tyrkiet har for nylig oprettet en base i udkanten af Mosul, og præsident Recep Tayyib Erdogans eskalerende retorik har sat spørgsmålstegn ved, om Tyrkiet vil blande sig i koalitionens indtagelse af Mosul.
Tusinder af irakiske styrker, støttet af den USA-ledede koalitions luftstyrker, indledte en storstilet offensiv mod den irakiske storby Mosul den 17. oktober. Siden da har styrkerne dag for dag nærmet sig centrum af Mosul, hvor flere hundrede tusinde civile stadig befinder sig.