Korrespondent: Det er nu, at slaget om Mosul for alvor begynder

Irakiske styrker har krydset bygrænsen til IS-højborg, hvor det største slag venter.

Irakiske specialstyrker kom under hård beskydning, da de nærmede sig udkanten af Mosul i går. Illustrationen viser slaget om Mosul.

Irakiske soldater har for første gang i over to år sat fod i storbyen Mosul, som terrorgruppen Islamisk Stat (IS) indtog i 2014.

Mellemøst-korrespondent i DR Nyheder Michael S. Lund kalder det "et stort gennembrud", at specialtropper fra Iraks hær nu er trængt ind i IS' sidste bastion i Irak.

- Det er nu, at kampen om Mosul for alvor begynder, siger han:

- Det, der er sket de sidste to uger af offensiven, er, at man har taget nogle områder øst og syd for Mosul. Men det har mest været små landsbyer, som ikke er så vigtige for IS - og gruppen har kun gjort sporadisk modstand. Inde i Mosul venter et helt andet slag.

Bykrig

Kampen om Mosul skifter nu karakter til en egentlig bykrig.

- Det er noget, som IS er eksperter i. Mange af IS-krigerne har årelang træning i at gemme sig i gaderne og lave små guerillaangreb, siger Michael S. Lund.

- Vi hører allerede fra de irakiske soldater i udkanten af det østlige Mosul, at de møder hård modstand med raketter og snigskytter.

Den svære del

Korrespondenten påpeger, at den østlige del af Mosul endda er det område i byen, hvor invasionsstyrken på forhånd havde ventet mindst modstand fra IS.

Det svære del af offensiven ventes at udspille sig i byens vestlige del, hvor IS har brugt lang tid på at forskanse sig.

- De har lagt miner ud, og vi hører i dag en general fra den irakiske hær fortælle, at de har opført mure af cement for holde hæren ude. Derudover har de sandsynligvis gravet tunneller, så de ikke kan ses fra luften, siger Michael S. Lund.

- Så de fleste forventer meget hårde kampe, når man for alvor kommer ind i Mosul by.

Eksperter anslår, at IS har mellem 5.000 og 8.000 krigere i Mosul.