Den lave valgdeltagelse ved Frankrigs parlamentsvalg søndag er "katastrofal", lyder det fra højrefløjspartiet Front Nationals leder, Marine Le Pen.
Efter hendes nederlag til Emmanuel Macron ved præsidentvalget i maj havde Le Pen opfordret Frankrigs "patriotiske" vælgere til i stort antal at gå til valglokalerne og styrke Front Nationals tilstedeværelse i parlamentet.
Men valgstedsmålinger spår søndag aften, at partiet må nøjes med mellem 13,1 og 14 procent af stemmerne i første valgrunde.
Opbakningen i første valgrunde rækker kun til mellem én og ti pladser i parlamentet til Front National, hvis valgstedsmålingerne holder stik.
- Vi er måske blevet skuffede over resultatet, og jeg tror, at vi har betalt prisen for en lav valgdeltagelse, siger partiets næstformand, Florian Philippot.
Marine Le Pen tilføjer, at hun håber på sejr til sit parti i flere valgkredse i anden runde af valget, skriver Reuters.
Hos Socialisterne, der ligeledes ser ud til at have fået et skuffende valg med knap otte procents opbakning, konstaterer partiformanden, at venstrefløjen har fået en gedigen vælgerlussing.
Prognoserne tyder på "et hidtil uhørt tilbageskridt for den franske venstrefløj og især Socialistpartiet", siger Jean-Christophe Cambadélis ifølge nyhedsbureauet AFP.
Både på højre- og venstrefløjen advarer flere oppositionspolitikere mod at lade et enkelt parti dominere Nationalforsamlingen.
- Frankrig vil ikke have godt af, at ét parti får monopol, siger den afgående premierminister, Bernard Cazeneuve.
Valgstedsmålinger, der blev offentliggjort umiddelbart efter, at de sidste valgsteder lukkede, viser, at omkring hver tredje vælger har stemt på præsident Macrons parti, La République En Marche (LREM), eller dets allierede, centrumpartiet MoDem.
/ritzau/Reuters