Den franske præsident, Emmanuel Macron, står til endnu en stor valgsejr. Ved det franske parlamentsvalg står hans valgalliance, La République En Marche (LREM), nemlig til at blive størst med 32,2 procent af stemmerne.
Det viser franske valgstedsmålinger ifølge avisen Le Monde.
En anden måling fra analyseinstituttet Kantar Sofres giver Macrons valgalliance 32,9 procent af stemmerne. Alliancen består foruden LREM af centrumpartiet MoDem.
Det svarer til mellem 415-445 pladser i Nationalforsamlingen. Det vil give alliancen absolut flertal.
Valgets næststørste parti bliver ifølge målingerne det konservative Republikanerne. Det står til 21 procent af stemmerne.
Front National med Marine Le Pen i spidsen bliver valgets tredjestørste parti med 13,5 procent.
Målingen fra Kantar Sofres giver en massiv vælgerlussing til Socialisterne, der står til 7,8 procent. Andre målinger, der tæller partiets allierede med, forudser et resultat op mod 13 procent.
Der skal vælges 577 medlemmer til Nationalforsamlingen, der er et af de to kamre i det franske parlament.
For at vinde en plads i den franske nationalforsamling ved første runde skal en kandidat have absolut flertal og støtte fra mindst en fjerdedel af de registrerede vælgere.
Hvis det ikke sker, vil alle kandidater, der får over 12,5 procent af stemmerne gå videre til den anden og afgørende runde. Den finder sted 18. juni.
DR Nyheder/