Læger uden Grænser indstiller redninger på Middelhavet

Organisationen vil midlertidigt standse sine aktiviteter på Middelhavet efter trusler fra de libyske myndigheder.

Migranter på "Vos Prudence". I en periode vil skibet ikke samle flere migranter op fra havet. (Foto: © CIRO DE LUCA, Scanpix)

I en periode vil Læger uden Grænser ikke længere redde migranter i overfyldte både op fra Middelhavet.

- Vi har valgt midlertidigt at indstille vores aktiviteter på Middelhavet efter trusler fra de libyske myndigheder om, at det vil blive forbundet med stor risiko at sejle ind i libysk farvand, siger Jesper Brix, direktør i Læger uden Grænser i Danmark.

De libyske myndigheder har lavet en ny eftersøgning- og redningszone ud for landets kyster. Ifølge Jesper Brix breder zonen sig helt ind i internationalt farvand, og beskeden fra Libyen er klar: Hvis et NGO-skib bevæger sig ind i zonen, så udsætter man sig selv for stor risiko.

- Grunden til at vi ikke bare sejler ud til den nye grænse, som de libyske myndigheder har lavet, er, at det område vi har sejlet i indtil nu, lige præcis er det område, hvor flest mennesker er druknet, siger Jesper Brix.

Italien kræver underskrift

Derfor vil Læger uden Grænsers ene redningsfartøj Vos Prudence – i hvert fald midlertidigt - ikke samle flere migranter op fra havet. Medarbejdere i organisationen vil dog fortsætte med at yde hjælp ombord på andre af organisationens både.

Det var fredag, at den libyske flåde oplyste, at udenlandske nødhjælpsorganisationer, der redder bådflygtninge og migranter på Middelhavet, nu skal holde sig langt væk fra libysk farvand.

- Vi vil gerne sende et klart budskab til de, der krænker Libyens territorium og udviser manglende respekt for kystvagten og flåden, sagde general Ayoub Qassem ifølge AFP på et pressemøde i Tripoli.

Han sagde, at beskeden var tiltænkt "NGO'er som forestiller at ville redde illegale immigranter".

Også de italienske myndigheder har skærpet kursen og afkrævet, at redningsskibe i Middelhavet underskriver et adfærdskodeks -et kodeks, som Læger uden Grænser har nægtet at underskrive i sin nuværende form. Kodekset foreskriver blandt andet, at skibene skal tage italiensk politi med om bord, og at de ikke må sende opsamlede migranter over på andre skibe men selv skal sejle dem til en sikker havn.

Samarbejde med smuglere

Libyen har tidligere beskyldt redningsskibe for at samarbejde med menneskesmuglerne. Tidligere i denne uge affyrede den libyske kystvagt således to advarselsskud mod et redningsskib, der sejlede for den spanske organisation Open Arms cirka 2,5 kilometer ud for Libyens Kyst ifølge CNN.

Omkring 95.000 migranter er alene i år ankommet til Italien over Middelhavet, og langt de fleste har taget ruten fra Libyen.

Læger uden Grænser har reddet 67.898 menneskesker siden 2015 og 16.572 alene i 2017, oplyser organisationen.

Red Barnet har også indstillet sin redningsaktion i Middelhavet.