Læger uden Grænser i Rafah: 'Der er sket det, vi har frygtet i rigtig mange måneder'

En israelsk offensiv ser ud til at være på vej. Syge patienter udskrives som led i evakuering, lyder det fra organisationen.

En såret dreng venter på behandling, efter bombardementer af Rafah er taget til det seneste døgn. (Foto: © -, Ritzau Scanpix)

Læger uden Grænser er begyndt at udskrive patienter fra et hospital i Rafah, fordi de forbereder en evakuering af patienter i området, der udgør det sydligste punkt i Gazastriben.

Sådan lyder det fra organisationen, efter Israel har meldt ud, at landet vil fortsætte sin militære operation i Rafah, indtil Hamas er udryddet, og gidslerne kommet hjem.

Mandag intensiverede Israel sine bombardementer i Rafah og opfordrede til evakuering i den østlige del af byen, ligesom militæret tog kontrol med grænseovergangen mellem Egypten og Rafah og satte en stopper for den sparsomme nødhjælp, der kom ind.

- Der er sket det, vi har frygtet i rigtig mange måneder. Det ser ud til, at der er en offensiv på vej i Rafah, siger Julia Raavad, der er analysechef i Læger uden Grænser i Danmark.

Rafah huser en stor andel af internt fordrevne palæstinensere, der siden Hamas' angreb på Israel 7. oktober er flygtet fra forskellige dele af Gaza.

Mange af patienterne er ikke i stand til selv at gå, og ifølge Julia Raavad er der tale om en dybt traumatiseret befolkning, som frygter for, hvor de kan gå hen.

- Som vi har erfaret i løbet af de seneste mange måneder, er der ikke noget sted i Gaza, der er sikkert. Selv de steder, der er blevet kaldt sikre zoner, er blevet angrebet, og vi er også selv blevet angrebet. Vi frygter meget for de her menneskers liv og sikkerhed, siger hun.

Overvejer felthospitaler

Siden 7. oktober har Læger uden Grænser ifølge Julia Raavad måttet evakuere ni af de hospitaler, hvor organisationen har været til stede, fordi de har udviklet sig til kampscener.

Derfor er udsigten til en offensiv og den mere lavpraktiske del af evakueringen også problematisk.

- Det bliver rigtig svært at finde steder at tage dem hen. Vi har set et sundhedssystem i Gaza, der er blevet gradvist og systematisk ødelagt. Lige nu er kun 10 ud af 36 hospitaler delvist fungerende, siger hun.

Her ses et billede af Nasser-hospitalet fra den 2. maj. (Foto: © -, Ritzau Scanpix)

Et af de tilgængelige steder er Nasser-hospitalet midt i Gazastriben, der er genåbnet efter en længere belejning. Samtidig undersøger Læger uden Grænser muligheden for at åbne felthospitaler. Men det vil ifølge Julia Raavad være en større fiasko end en succes.

Det har længe været et problem for Læger uden Grænser at få forsyninger ind for at kunne udføre det medicinske arbejde, og med Israels lukning af grænseovergangen mellem Egypten og Rafah bliver det kun mere "katastrofalt":

- Givet hvor alvorlig situationen er, hvis det så betyder, at der kommer endnu mindre ind, så ved jeg slet ikke, hvad det er for en uhyggelig situation, vi ser ind i, siger Julia Raavad.

Læger uden Grænser opfordrer til øjeblikkelig og varig våbenhvile. Forhandlingerne mellem Israel og Hamas pågår fortsat.

Her kan du følge DR's livedækning af krigen mellem Israel og Hamas: