I dag begynder en kæmpe folkefest i Køln i det vestlige Tyskland.
Det årlige karneval tiltrækker hvert år over en million mennesker til byen, men festen bliver efter alt at dømme mindre løssluppen i år.
- Karnevalet handler normalt om at klæde sig ud og blive til en anden person, så man bedre kan tillade sig at gakke ud og feste igennem. Og indtil nu har det altid været sådan, at det var sikkert at lade sig falde på den her måde, fortæller DR Nyheders Tyskland-korrespondent, Michael Reiter fra Køln:
- Det, som er anderledes nu, er, at den følelse af sikkerhed er væk.
Nytårsnat skræmmer
Den nye stemning af usikkerhed i Køln skyldes begivenhederne i byen nytårsnat. Her blev et stort antal kvinder overfaldet, bestjålet og udsat for seksuelle overgreb af grupper af mænd med fortrinsvis arabisk og nordafrikansk baggrund.
Michael Reiter fortæller, at man fornemmer "nervøsitet og vagtsomhed" i byen - især blandt piger og unge kvinder - før karnevalet begynder.
- Man holder i langt højere grad øje med hinanden og kigger sig over skulderen, siger korrespondenten.
Peberspray og gaspistoler
Mange forældre går skridtet videre og ligefrem bevæbner især deres døtre, inden de sender dem afsted til festlighederne.
- Jeg har talt med våbenhandlere og kioskejere, som sælger peberspray og gaspistoler. Og de melder udsolgt, fordi folk i Køln efterspørger de her lovlige våben i så stor stil. Så vi vil opleve det bizarre fænomen, at folk render rundt med peberspray under karnevalskostumet, siger Michael Reiter:
- Så den løsslupne, sorgløse fest er forvandlet til noget, der foregår med frygt under sminken.
Dobbelt så meget politi
Myndighederne i Køln gør en betydelig indsats for imødegå usikkerheden og de problemer, som folkefesten kan medføre.
- Belært af de dårlige erfaringer fra nytårsnat og den store kritik, som politiet fik efterfølgende, fordobler politiet antallet af betjente til over 2.000 under karnevalet, fortæller Michael Reiter.
Politiet har også aktiveret særregler, der for eksempel gør det nemmere at varetægtsfængsle mistænkte. Samtidig har man opsat et stort antal overvågningskameraer i centrum af Køln, og der vil være stande rundt omkring i byen, hvor man kan henvende sig, hvis man har oplevet et overgreb.
- Indre by i Køln kommer til at fremstå som en højsikkerhedsområde, siger Michael Reiter.
Information til flygtninge
Ved siden af de mere hårdhændede tiltag har myndigheder også indledt en informationskampagne for at forberede flygtninge og migranter på, hvad et karneval er for noget - så man undgår misforståelser.
For eksempel begynder festlighederne i dag med den såkaldte "Weiberfastnacht" - en dag helliget kvinderne, som blandt andet har lov til at kysse alle mænd, de møder, og klippe slips over.
- Det kan virke meget overvældende, når der pludselig kommer 20 kvinder og vil kysse en - selv for en dansker. Så her er man bange for, at personer fra fremmede kulturer skal opfatte det, der er en gammel tradition, som en opfordring til sex, fortæller Michael Reiter.
Se Michael Reiter som blåt monster i sin reportage fra karnevalet i Køln i 2014:
https://www.facebook.com/DRNyheder/posts/1112120462171810