Maskerede og mørktklædte mænd gik fredag nat til angreb mod personer med et udenlandsk udseende omkring hovedbanegården i Stockholm.
Før angrebene blev flyveblade med teksten "Nu er det nok" uddelt på hovedbanegården med reference til de mange asylansøgere, der er kommet til Sverige.
Men de svenske angreb er blot de seneste i rækken af borgerorganiserede tæskehold, borgerværn og overvågningsgrupper rettet mod udlændinge.
Flere af grupperne har som erklæret formål at beskytte kvinder mod den slags vold og overgreb, der fandt sted i den tyske by Køln nytårsnat.
Køln - natten mellem den 31. december 2015 og 1. januar 2016
Der opstår uroligheder på en plads mellem hovedbanegården og Domkirken i den tyske by Køln natten mellem den 31. december og den 1. januar.
Op mod 1.000 personer er forsamlet på pladsen, og i løbet af natten bliver hundredvis af kvinder angiveligt overfaldet, forulempet og befamlet af grupper af unge mænd med arabisk og nordafrikansk udseende.
500 kvinder indgiver anmeldelser om alt fra tyveri til voldtægt begået i området nytårsnat i den følgende uge.
Også i Zurich, Hamborg og den finske hovedstad, Helsinki, finder der lignende angreb sted nytårsnat.
Få overblikket over de europæiske selvtægtsgruppers opståen her.
Düsseldorf - 8. januar 2016
Et såkaldt borgerværn ser dagens lys i Düsseldorf, som ligger blot 40 kilometer fra Køln, en uge efter begivenhederne nytårsnat.
Gruppen organiseres via Facebook, og på få dage melder tusindvis af brugere sig til gruppen, hvis formål er "at gøre byen mere sikker for vores kvinder"
""Vi har alle en kæreste, søster, mor, kusine, tante eller kone, og vi må gøre noget", lyder det i beskrivelsen af gruppen, som i skrivende stund har over 14.000 medlemmer.
Politiet i Düsseldorf frabeder sig assistance fra borgerværnet.
- Politiet er ansvarlig for den offentlige sikkerhed i Tyskland. At opsøge lovbrydere er ikke borgernes opgave, siger en talsmand til Rheinische Post.
Cirka samtidig oprettes borgerværn i andre byer på Facebook, blandt andet i Kassel, Frankfurt og Hamborg.
Gruppen i Kassel, Kassel Passt Auf, benytter sig af besked-app'en WhatsApp. Igennem den kan gruppens medlemmer skrive og bede om at få et andet medlem til at følge dem hjem, hvis de skal gå alene gennem byen i de sene nattetimer.
Selvom der ingen tegn var på, at gruppen havde medlemmer med racistiske eller ekstremistiske tendenser, opfordrede myndighederne i Kassel om at lade politiet varetage borgernes sikkerhed.
Køln - 11. januar 2016
Gerningsmænd angriber og sårer adskillige udlændinge nær Kølns hovedbanegård.
I en pressemeddelelse beskriver Kølns politi, hvordan en gruppe af mænd på mellem fem og 20 personer "bevidst søgte provokationer".
Seks pakistanske statsborgere og en syrisk statsborger bliver overfaldet i løbet af få timer.
Ifølge den tyske tabloidavis Express blev angrebene arrangeret over Facebook af en gruppe rockere og hooligans.
Finland - 12. januar
I Finland er der opstået flere grupper, som patruljerer i byerne, og hvis erklærede mål er at beskytte borgerne mod asylansøgere.
Grupperne, som primært er organiseret af de såkaldte Soldiers of Odin (Odins soldater), har rødder til nynazistiske bevægelser i Finland.
Støtter af selvtægtsgrupperne hævder, at det øgede antal asylansøgere i Finland har medført flere overgreb mod kvinder, og at borgerne derfor må gribe ind.
Stockholm - 29. januar 2016
Flere hundrede mørkklædte mænd går til angreb mod personer med et udenlandsk udseende på Sergels Torv og omkring hovedbanegården i Stockholm.
Før volden brød ud, blev der delt foldere ud, der opfordrede til angrebene med teksten “Nu er det nok” og opfordrede til vold mod uledsagede flygtningebørn.
https://twitter.com/trucho123/status/693165343506825216
Angrebene udløste moddemonstrationer lørdag, og tusindvis af svenske kvinder har siden protesteret på sociale medier under hashtagget #inteerkvinna (ikke jeres kvinde, red.).
I løbesedlen nævnes blandt andet mordet på en ung, kvindelig medarbejder på et asylcenter for uledsagede flygtningebørn. Gerningsmanden var beboer på centeret, som husede flygtningedrenge i alderen 15 til 18 år.