Kunstner bag Utøya-mindesmærke: Håber på tillid til at kunne gennemføre det

Der bør ikke være konsensus omkring et mindesmærke, mener den svenske kunstner Jonas Dahlberg.

Jonas Dahlbergs mindesmærke på Sørbråten skulle illustrere et sår og være med til at genskabe den fysiske oplevelse af, at noget er blevet fjernet samt at skabe refleksion over det abrupte og permanente tab af de, der døde på Utøya. (Foto: © JONAS DAHLBERG STUDIO, Scanpix)

Den norske regering er klar til at droppe at opføre et ellers planlagt mindesmærke nør Utøya, hvor Anders Bering Breivik dræbte 69 personer tilbage i 2011.

Årsagen er, at naboerne til mindesmærket, som skulle opføres på Sørbråten i Hole kommune med udsigt til Utøya, har kritiseret planerne. De ønsker nemlig ikke, at der opføres et mindesmærke på stedet og har også sagsøgt den norske stat.

Kunstneren bag mindesmærket – svenske Jonas Dahlberg – fik beskeden om, at hans værk muligvis ville blive droppet i begyndelsen af september. Han har dog stadig et håb om, at det bliver opført, skriver han i en kommentar på sin hjemmeside.

- Jeg er taknemmelig for at have fået muligheden for at arbejde med de nationale 22. juli mindesmærker i de seneste tre år, og for den tillid jeg er blevet betroet af ofrenes pårørende og de overlevende, skriver han.

- Jeg håber, at jeg vil have den fortsatte tillid til at færdiggøre arbejdet på mindesmærkerne i Hole og i Oslo. Arbejdet og de mennesker, jeg har mødt, har ændret mit liv for evigt.

Den svenske kunstner skriver derudover, at han er overbevist om, at den offentlige debat omkring mindesmærkerne er en vigtig del af den nødvendige sorgproces.

Samtidig forklarer han dog også, at det ikke bør være et mål, at alle skal være enige om, hvilke mindesmærker der skal rejses.

- Et mindesmærke, der efterstræber konsensus, en form for stilhed, vil mindske hændelserne og gøre det lettere at med tiden at glemme omstændighederne, skriver han.

Meldingen om, at mindesmærke måske ikke bliver realiseret, kommer blot en måned før den ellers planlagte begyndelse på byggeriet.

De to mindesmærker i Oslo og på Sørbråten er tæt forbundne. Planen var nemlig at bruge den jord, som fjernes på Sørbråten for at skabe det kunstige "sår" i et midlertidigt mindesmærke i regeringskvarteret i Oslo – hvor Anders Behring Breivik sprængte en voldsom bilbombe.

Senere skulle det fungere som fundamentet til et permanent mindesmærke samme sted.

En talsperson for foreningen 'Støttegruppen efter 22. juli-hændelserne', skriver i en sms til NRK, at de respekterer de forskellige syn, som er knyttet til sagen, men at det er vigtigt for det, at regeringen finder en løsning hurtigt.