Kritik af Trumps indrejseforbud: Hadsk og småligt

Det strømmer ind med reaktioner på USA's indrejseforbud mod hovedsageligt muslimske borgere.

En Trump-modstander ved en demonstration mod indrejseforbuddet i oktober. (Foto: © Jim WATSON, Scanpix)

'Kampen er langt fra ovre', og 'anti-muslimsk retorik og politik har ingen plads i vores samfund'.

Sådan lyder nogle af de kritiske røster, efter at Højesteret i USA midlertidigt har godkendt præsident Donald Trumps forbud mod indrejse af indbyggere fra otte lande, hvoraf de seks har overvejende muslimsk befolkning.

Indrejseforbuddet gælder borgere fra Tchad, Iran, Libyen, Nordkorea, Somalia, Syrien, Venezuela og Yemen.

Donald Trump er "ikke overrasket" over, at indrejseforbuddet skal træde midlertidigt i kraft nu, mens to lavere retsinstanser er i gang med at behandle, om forbuddet overhovedet er lovligt.

Det meddeler Det Hvide Hus' talsmand Hogan Gidley, mens andre reaktioner på Højesterets beslutning strømmer ind på Twitter.

Især kritikere af den republikanske præsident er faret til tasterne, blandt andre Barbara Lee og Rosa DeLauro, der begge er medlemmer af Kongressen for Det Demokratiske Parti.

https://twitter.com/RepBarbaraLee/status/937817526435762177?ref_src=twsrc%5Etfw

- Vi må modsætte os det uamerikanske forbud mod muslimer, der har rod i had og snæversyn, skriver Barbara Lee.

https://twitter.com/rosadelauro/status/937842576606023680?ref_src=twsrc%5Etfw

- Donald Trumps antimuslimske retorik og politik hører ikke til i vores samfund, og vi må ikke lade Højesterets beslutning ændre på det, skriver Rosa DeLauro.

"Ring til os"

Andre kritikere er menneskerettighedsorganisationer.

Advokat Zahra Billoo, der repræsenterer den muslimske organisation CAIR i USA, opfordrer borgere, der eventuelt måtte være strandet i landets lufthavne, til at ringe til organisationens hotline.

https://twitter.com/ZahraBilloo/status/937907749924487169?ref_src=twsrc%5Etfw

Den amerikanske borgerretsbevægelse ACLU, der flere gange har været med til at indbringe Trumps indrejseforbud for domstolene, sværger at ville fortsætte kampen.

- Vi fortsætter vores kamp for frihed og lighed og for dem, der på uretfærdig vis er blevet adskilt fra deres kære, skriver ACLU.

https://twitter.com/ACLU/status/937802678742257664?ref_src=twsrc%5Etfw

Højesterets midlertidige godkendelse af forbuddet betyder, at indbyggerne fra de otte lande i det store hele vil blive afskåret fra at rejse til USA.

- Ingen borgere fra de otte lande vil fremover kunne emigrere til USA. De færreste vil kunne komme til USA for at rejse eller studere, og mange vil ikke en gang kunne få et turistvisum. Men reglerne varierer fra land til land, siger DRs USA-korrespondent Steffen Kretz.