Israel lader til for alvor at have sat gang i sin annoncerede landoffensiv, og der foregår nu kampe og skudvekslinger mellem israelske tropper og Hamas inde i Gazastriben.
Det oplyser talspersonen for det israelske militær, Daniel Hagari, på en pressebriefing.
- Vores aktiviteter og operationer vil fortsætte i takt med de næste faser af krigen, sagde han.
- Dette er en udvidet landoperation i Gazastriben. Landstyrker, kampvogne og infanteri bevæger sig ind mod terroristerne. Der har været direkte kontakt mellem vores styrker og terroristerne, og kampene foregår inde i Gazastriben, sagde han.
Ifølge Hani Mahmoud, der er journalist for Al Jazeera, og som befinder sig i Gazastriben, bevæger et større antal israelske kampvogne sig mod Gaza By fra flere sider og er således ved at slå ring om den tætbefolkede by.
Palæstinensere i Gaza fortæller ifølge BBC's korrespondent i Jerusalem, at en israelsk kampvogn og et militært køretøj har blokeret hovedvejen Salah al-Din Street, der er et knudepunkt, der forbinder det nordlige og sydlige Gaza.
Hamas melder ifølge Al Jazeera om, at en israelsk kampvogn skal have angrebet en bil på hovedvejen.
Dårligt nyt for civilbefolkningen
Med dagens hændelser ser det ud til, at krigen mellem Israel og Hamas har bevæget sig ind i det, som den israelske premierminister Benjamin Netanyahu flere gange har beskrevet som "den næste fase".
Den kommende tid vil krigen udvikle sig og i højere grad tage form af bykrig, i takt med at det israelske militær slår ring om Gaza By og langsomt vil begynde at forsøge at tage kontrol over den.
Bykrig er som regel rigtig dårligt nyt for den angribende part, og det vil i særdeleshed være det for den palæstinensiske civilbefolkning i den tætbeboede Gaza By, fortæller Kenneth Øhlenschlæger Buhl, militæranalytiker ved Forsvarsakademiet.
- For de dele af civilbefolkingen, der enten ikke har kunnet eller villet forlade Gaza By, er det her rigtig dårligt nyt. Når der opstår bykampe, vil der være en stor sandsynlighed for, at de kan blive ramt ved et tilfælde også, siger han.
Antallet af dræbte er ifølge de palæstinensiske sundhedsmyndigheder, der er kontrolleret af Hamas, oppe på 8.306 i Gazastriben siden den 7. oktober, heraf er 3.457 børn.
- Det står allerede meget slemt til for civilbefolkningen. Men det her vil alt andet lige gøre det værre overordnet set, siger Kenneth Øhlenschlæger Buhl.
Byen som kampplads
Historisk set ender bykrig ofte med, at byen, der agerer kampplads, bliver fuldstændig smadret og med massive civile ofre.
I mange tilfælde vælger angriberen nemlig at bombe byen for at undgå tab af egne soldater.
De seneste ugers intense bombardamenter af Gaza har ifølge den israelske premierminister Benjamin Netanyahu haft til formål at blødgøre en række mål i området for bedst muligt at sikre israelske soldater, når de skal forsøge at trænge ind i byen.
Byens struktur og mange høje bygninger gør det nemlig muligt, for dem, der forsvarer byen, at søge dækning og angribe flere steder fra, hvorfor den angribende part ofte har svære kår.
- Hamas vil forsøge at lokke de israelske styrker i baghold. Det er almendt kendt, at de har det her tunnelsystem, og det vil de bruge til at dukke op alle mulige steder og falde fremrykkende israelske tropper i baghold, fortæller Kenneth Øhlenschlæger Buhl.
Dertil kommer ifølge militæranalytikeren, at Hamas har haft tid til at forberede sig, og at de derfor med al sansynlighed vil have mineret områder og opsat fælder i bybilledet.
- Når vi kommer til bykrigs-fasen, som tilgodeser de forsvarende, så skal israelerne virkelig passe godt på, hvis ikke de skal lide alt for store tab, forklarer han.
Gazastriben kan inddeles i to "lag". Det første lag er den ordinære landjord, som civilbefolkningen benytter til at bevæge sig rundt. Det næste lag - "Gaza Metro" - er under jorden, og systemet er udelukkende til Hamas' brug.