Kretz om optrapning mellem USA og Nordkorea: Kun en krig på ord

Sandsynligheden for, at USA følger op på præsident Trumps voldsomme retorik, er meget lille, vurderer korrespondent.

Et amerikansk bombefly på Andersen Air Force Base på Guam, som Nordkorea truer med at angribe. (Foto: © RICHARD P. EBENSBERGER, Scanpix)

Ordkrigen mellem USA og Nordkorea spidser til - igen

Nordkoreansk tv oplyser, at landets militær inden en uge er klar med en plan for affyringen af fire mellemdistancemissiler mod Guam - en lille amerikansk ø i Stillehavet.

Forinden havde USA's forsvarsminister truet Nordkorea med, at styret stod overfor den stærkeste og bedst trænede militærstyrke på jorden - og at regimet ville blive væltet, hvis det ikke opgiver sit våbenprogram.

USA-korrespondent i DR Nyheder Steffen Kretz vurderer dog, at amerikanerne er meget langt fra et militært angreb mod Nordkorea:

- Der er krig - men heldigvis kun på ord. Intet tyder på, at ord bliver til handling på nuværende tidspunkt.

Lang tradition

Steffen Kretz peger på, at præsident Barack Obama og præsident George W. Bush truede Nordkorea med krig i mere eller mindre vage vendinger - uden at der skete noget.

- De trak ligesom præsident Trump røde streger, som Nordkorea blev ved med at overskride. I Nordkorea har man hele tiden korrekt vurderet, at USA ikke var klar til at sætte handling bag truslerne - dertil er konsekvenserne af en krig for uoverskuelige.

Rod i strategien

Det kan godt være svært at blive klog på, hvad USA's strategi egentlig går ud på, når det gælder truslerne fra Nordkorea.

Først truede præsident Donald Trump nordkoreanerne med "bål og brand". Bagefter forsøgte udenrigsminister Rex Tillerson at tale konflikten ned, inden forsvarsminister James Mattis igen skruede op for retorikken - samtidig med, at han i øvrigt støttede Tillerson.

- Trumps regering lader til ikke at have en sammenhængende strategi, som de er enige om, når det kommer til Nordkorea - og det skaber i sig selv usikkerhed - både her i landet og internationalt, siger Steffen Kretz.

Maven fremfor hovedet

Han advarer dog om, at man ikke skal tage Trumps udtalelser alt for bogstaveligt.

- Som vi har set før, reagerer Trump ofte med maven fremfor hovedet. Meget tyder på, at hans udtalelse om bål og brand var improviseret. Den var en følelsesmæssig reaktion på nye oplysninger i amerikansk presse om Nordkoreas våbenprogram.

- Men det foruroligende er selvfølgelig, at Trump nu er leder af en atommagt og taler til lederen af en anden atommagt, så ord er ikke bare ord - ord har konsekvenser.

Men militær handling ligger fortsat ikke i kortene.

- Jeg tror, at sandsynligheden for, at USA angriber Nordkorea er meget, meget lille. Konsekvenserne vil være uoverskuelige, og der er heller ingen grund til at rasle med sablen nu, hvor USA har fået FN med på at stramme sanktionerne overfor Nordkorea.