Korrespondent: Tyrkerne ser et EU, der forsøger at løbe fra sit ansvar

EU-aftale med Tyrkiet udlægges som en sejr hos mange tyrkere, der dog mener, EU bør tage flere flygtninge, fortæller DR's Europakorrespondent.

Tyrkiske byer har markant fået vendt op og ned på den demografiske profil efter den syriske borgerkrig. Landet har modtaget op mod 2,7 millioner syriske flygtninge. Her ses syriske flygtninge gå på en iskold bro i Istanbul - på vej mod en metrostation. (Foto: © MURAD SEZER, Scanpix)

Flygtningeaftalen mellem EU-præsident Donald Tusk og Tyrkiet får en blandet modtagelse blandt tyrkiske vælgere, meningsdannere og politikere, der mener, at tyrkerne har givet store indrømmelser.

Med aftalen forpligter Tyrkiet sig til at tage flygtninge og illegale indvandrere, der rejser fra landet til de græske øer, tilbage. EU har som led i aftalen givet tilsagn om i første omgang 3 milliarder euro – godt 22 milliarder kroner.

- Hvis man ser på, hvordan mange almindelige mennesker i Tyrkiet opfatter det her, så ja – så er det en sejr og fint, man får nogle penge fra EU, siger Anna Gaarslev, DR Nyheders Europakorrespondent.

Som led i aftalen åbner EU et enkelt af samlet 35 kapitler i udvidelsesforhandlingerne med Tyrkiet. Men tyrkerne havde krævet fem åbnet.

- Det bliver tolket som, at det er der, hvor tyrkerne virkelig har givet sig. Der er man godt klar over, at det er et slags tilbagetog for tyrkerne. Der har man ikke fået det, man spillede ud med. Men alle spiller jo med musklerne inden man går i gang. Sådan er det jo, siger Anna Gaarslev.

Flygtningeaftalen får dog også hug fra tyrkerne, fordi man ser det som et forsøg på løbe fra sit ansvar fra EU’s side. Tyrkiet har siden 2012 modtaget 2,7 millioner syriske flygtninge på flugt, viser tal fra FN’s flygtningehøjkommissariatet. Det har forvandlet hele byer, hvor syrerne har slået sig ned og ændret demografien markant.

- Mange mennesker oplever, at syrerne præger deres dagligliv på en måde, de ikke havde forestillet sig for bare få år siden. Det påvirker dem så meget, at man siger, at Europa burde tage nogle flere flygtninge. Og det er lige præcis det, som ikke kommer til at ske med den her aftale, siger Anna Gaarslev.