Nordkoreas leder, Kim Jong-un, står i dag som afsender på en historisk invitation.
Han har nemlig inviteret den sydkoreanske præsident, Moon Jae-in, til Nordkorea.
- Den her invitation er et gennembrud i det nord- og sydkoreanske forhold, men det er uklart, om der følger nogle andre politiske indrømmelser med, siger DR’s Asien-korrespondent, Philip Khokhar.
Lederne for de to nationer har nemlig ikke mødtes siden 2007, og der har det seneste år været voldsomme stridigheder mellem de to nabolande.
Invitationen med Moon Jae-ins navn på er blevet overbragt under et møde, som er kommet i stand i forbindelse med de olympiske lege, der i øjeblikket er i gang i Sydkorea. Mødet foregik i den sydkoreanske præsidents bolig, Det Blå Hus, og på gæstelisten var en række nordkoreanske diplomater, heriblandt Kim Jong-uns lillesøster, Kim Yo-jong, og lederen af Nordkoreas parlament, Kim Yong-nam.
- Søsteren har inviteret Moon Jae-in til Nordkorea, det var der også en del spekulationer om, hvorvidt hun ville gøre, og det gjorde hun så på vegne af sin storebror, siger Philip Khokhar.
Den nordkoreanske leder er villig til at mødes "på den tidligst mulige dag", siger en talsmand for den sydkoreanske præsident.
Sydkoreas svar
Spørgsmålet er nu, hvad den sydkoreanske præsident vil gøre med sin invitation.
- Moon Jae-in er nu i den klemme, at hvis han siger ja for hurtigt til invitationen til Nordkorea, så vil især amerikanerne, men også højrefløjen i Sydkorea, spørge, hvad har nordkoreanerne egentlig gjort ud over at sende atleter til Pyeongchang, lyder det fra korrespondenten.
Indtil videre har Moon Jae-in foreslået, at de to ledere forsøger at skabe nogle betingelser, så han kan takke ja til invitationen og ”få mødet til at ske”.
OL-opblødning
Vinter-OL i den sydkoreanske by Pyeongchang har givet anledning til en opblødning i forholdet mellem Nord- og Sydkorea.
Ved åbningsceremonien i går gik de to stridende nationer side om side, og de to fanebærere, Won Jun-Jong og Hwang Chung-gum, bar et særligt hvidt flag med den koreanske halvø illustreret.
Kim Jong-uns søster var med, da den olympiske flamme blev tændt. Hun er det første medlem af Nordkoreas herskende familie, der besøger Sydkorea siden 1953, hvor Koreakrigen havde sin afslutning, og de to nationer blev adskilt.
- Hvis man kigger på det brede flertal i Sydkorea og på regeringen, så har man armene langt over hovedet lige nu. Man havde slet ikke forventet, at de her olympiske lege kunne få så positiv en start, både at Nordkorea rent faktisk er til stede, og at der ikke eksisterer en sikkerhedstrussel mod legene, siger Philip Khokhar og fortsætter:
- Det er ikke mere end et par uger siden, at man spekulerede i, hvorvidt Nordkorea måske kunne finde på at gennemføre et terrorangreb op til legene.
USA er pessimistisk
USA er langt fra lige så positive overfor Nordkoreas deltagelse i vinterlegene.
- Det, amerikanerne står på sidelinjen og bliver ved med at gentage, er, hvad har egentlig forandret sig, hvad har nordkoreanerne tilbudt? De er ikke i gang med at stoppe deres missilaffyringer eller atomvåbenprogram – tværtimod. Så Moon Jae-in skal også snart vise, at det her ikke bare er pæn snak, det er også reel politik, siger Philip Khokhar.
Den amerikanske vicepræsident, Mike Pence, er også på visit i den sydkoreanske OL-by og brugte blandt andet dagen i går på at ignorere gæsterne fra Nordkorea. Samtidig deltog han ikke i middagen inden ceremonien af frygt for at ende med et medlem af den nordkoreanske delegation som sin borddame.
- Amerikanerne har valgt at sige, at det her er noget, der sker mellem Syd- og Nordkorea. Vi er bekymrede for det, men vi vil heller ikke stille os på bagbenene, så vi smiler, men vi giver altså ikke hånd – og det er altså ikke nordkoreanerne, de smiler til, fortæller DR’s Asien-korrespondent.