Korrespondent: Det er gået op for Trump, at Nordkorea er en udspekuleret modstander

Et historisk topmøde mellem USA og Nordkorea bliver måske ikke til noget alligevel.

USA's præsident, Donald Trump, mødtes i går med Sydkoreas præsident, Moon Jae-in, for at drøfte det planlagte møde med Nordkorea. (Foto: © Carlos Barria, Scanpix)

Det er kun et par uger siden, at USA’s præsident, Donald Trump, var så sikker på succes, at han bragte sig selv i spil som modtager af Nobels fredspris.

Han lod forstå, at han var manden, som kunne forhandle en aftale på plads med verdens mest lukkede og undertrykkende diktatur, Nordkorea - en aftale, som ingen anden præsident før ham havde kunnet nå.

Men nu, præcis tre uger før det historiske topmøde i Singapore mellem Trump og Nordkoreas leder, Kim Jong Un, siger Trump pludselig, at mødet måske slet ikke bliver til noget.

Det er en brat opvågnen for den amerikanske præsident, fortæller DR’s korrespondent i USA, Steffen Kretz.

- Det er gået op for ham, at han og USA er oppe mod en udspekuleret modstander. En modstander, som på ingen måde kan sættes ind i en rationel ramme, som vi forstår den.

- Så det, vi hører, er USA's præsident, som begynder at trække i land og sænke de forventninger, han selv har skruet helt op på højeste niveau.

Hårdt mod hårdt

Udmeldingen kommer, efter at Nordkoreas Kim Jong-Un har truet med helt at aflyse topmødet med den amerikanske præsident.

I den seneste uge har Nordkorea ligeledes aflyst et møde med Sydkorea, hvor emnet var økonomiske forhandlinger mellem de to lande, men formentlig også forberedelse til det forestående møde med USA’s præsident.

Ugen før blev nordkoreanerne også væk fra et diplomatisk møde med en amerikanske delegation i Singapore.

Aflysningerne fulgte både amerikanske og sydkoreanske militærøvelser i Sydkorea og amerikanske udtalelser i pressen om, at en aftale med Nordkorea ville betyde et slut for atomvåben på den koreanske halvø.

Det er en betingelse, som Nordkorea ikke er villig til at gå med til, med mindre USA trækker samtlige tropper ud af Sydkorea og fjerner sit missilskjold – noget som med al sandsynlighed heller ikke kommer til at ske.

- Dermed stod det klart for præsident Trump, at han måske var på vej til et topmøde, som hele verden vil følge - og som kan ende helt galt, siger Steffen Kretz.

Usandsynlige krav

For at et topmøde kan finde sted, må de to landes ledere nu finde ud af, hvad de overhovedet skal drøfte, hvis de vælger at sætte sig ved forhandlingsbordet, vurderer Steffen Kretz.

- Vil Kim virkelig afgive de atomvåben, som han ser som den eneste garanti for, at han ikke ender med at få samme skæbne som Muammar Gadaffi (Libyens afdøde leder, red.) - som jo opgav sit atom-program og blev væltet af vestligt støttede oprørere og slået ihjel?

- Og vil USA virkelig fjerne sine 30.000 soldater fra Sydkorea og garantere Kims overlevelse? Ingen af delene lyder særligt sandsynligt - men det er altså kravene fra de to sider.

Mødet mellem Donald Trump og Kim Jong-Un er planlagt til den 12. juni.