Allerede inden stemmerne er talt op, ligner resultatet af det franske præsidentvalg en stor, politisk sejr for Frankrigs præsident, Emmanuel Macron.
Valgstedsmålinger sender mellem 32 og 33 procent af stemmerne til Macrons valgalliance, La République En Marche, hvilket i givet fald vil give alliancen mere end 400 pladser i Nationalforsamlingen. Det vil samtidig give alliancen absolut flertal.
Parlamentsvalget er dog kun første runde. Har en kandidat ikke opnået absolut flertal i sin kreds, skal anden runde gennemføres. Alligevel ligner det en glædens dag for Macron, vurderer Stephanie Surrugue, DR Nyheders Frankrig-korrespondent.
- Valgdeltagelsen har været historisk lav. Hver anden franskmand blev hjemme i dag. Skal man være polemisk, kan man sige, at sofavælgerne vandt. Man ved, at man skal have fat i dem til næste gang, siger hun.
- Så skal man også holde republikanerne væk. Det tegner ikke til at blive svært, men man tager det meget alvorligt, så der er ikke sejrssikkerhed. Til gengæld er der enorm glæde. De taler om en politisk revolution i Frankrig, forklarer hun.
Valgets næststørste parti bliver ifølge målingerne det konservative parti Republikanerne. Det står til 21 procent af stemmerne. Front National med Marine Le Pen i spidsen bliver valgets tredjestørste parti med 13,5 procent.
Tyder på et historisk valg
Selvom hverken stemmerne er talt op eller valget endeligt afgjort før næste søndag, så vil det være historisk, hvis Macron lykkes med sit mål, siger Stephanie Surrugue.
- Det er fuldstændig uset i fransk historie, at et parti der har absolut nul pladser i parlamentet, går ind og får absolut flertal. Det er det, målingerne peger på nu. Det betyder, at Macron kan gennemføre en omfattende strukturreform i det franske samfund. Først af arbejdsmarkedet, så kommer pensionen, så kommer resten af velfærden. Men han vil og har brug for sit absolutte flertal for at få trumfet det her igennem, siger hun.
Det franske socialistparti, der indtil for nylig var ved magten i Frankrig, står derimod til en historisk udradering med blot ni procent af stemmerne.
Der skal vælges 577 medlemmer til Nationalforsamlingen, der er et af de to kamre i det franske parlament. For at vinde en plads i den franske nationalforsamling ved første runde skal en kandidat have mindst 50 procent af stemmerne samtidigt med, at valgdeltagelsen skal være på mindste 25 procent i den enkelte kreds.