Hillary Clinton vandt muligvis Demokraternes primærmøde i delstaten Iowa, men det var med en margin på sølle 0,2 procentpoint til den nærmeste forfølger, Bernie Sanders.
Men ved næste primærvalg i delstaten New Hampshire står Bernie Sanders til at vinde komfortabelt, lyder det fra DR’s USA-korrespondent Johannes Langkilde.
Derfor skal den demokratiske favorit på hårdt arbejde inden valget i New Hampshire, vurderer han.
- Hun skal revitalisere sit projekt. Hun skal genopfinde sig selv. Hun skal ud og få entusiasmen til at boble i sine vælgere, så hun ikke går fra at vinde på målfoto i Iowa og direkte ind i et nederlag i New Hampshire, forklarer han.
- Så skal hele historien om den ukronede dronning af Demokraterne til at skrives om. Hun kan sagtens nå at vinde det her, men hun er absolut presset i øjeblikket.
Netop på grund af Clintons smalle sejr med blot 49,8 procent af stemmerne mod Sanders’ 49,6 procent, kan resultatet også ses som en sejr for sidstnævnte.
- For seks måneder siden var der ikke mange, der havde troet, at en ældre, relativt ukendt herre fra Vermont kunne møve sig op på siden af Hillary Clinton, som nok står med en af de mest magtfulde politiske maskiner i USA, forklarer han.
- På den måde er det bestemt en sejr til Bernie Sanders.