I nat blev præsidentvalget skudt i gang i USA. Indbyggerne i delstaten Iowa blev de første til at give deres bud på, hvem der skal repræsentere henholdsvis det Demokratiske og det Republikanske parti i den kommende valgkamp.
Men der blev ingen overlegen demokratisk vinder.
I stedet fik partiets to topkandidater, Hillary Clinton og Bernie Sanders, knap halvdelen af de samlede demokratiske stemmer i Iowa.
Den tidligere udenrigsminister løb med 49,9 procent af stemmerne og 22 delegerede, mens Sanders fik 49,5 procent og 21 delegerede.
Dermed blev det til en utrolig kneben sejr til Clinton.
Den sidste kandidat, Martin O'Malley, fik under én procent af stemmerne og har efterfølgende trukket sit kandidatur.
Bernie Sanders selv kalder resultatet fra Iowa for en politisk revolution. Men Sanders skal slå koldt vand i blodet, vurderer DR's internationale korrespondent, Steffen Gram. Det er nemlig slet ikke sandsynligt, at Sanders kan slå Hillary Clinton i primærvalget, siger han.
- Kan en Bernie Sanders overhovedet blive valgt som præsident? Mit bedste bud vil være, at det kan han ikke. Han er stadig en politisk revolution - han er for revolutionær. Han vil ting, som det brede Amerika ikke vil, men som man gerne vil i en stat som Iowa, siger Steffen Gram.
Næste primærvalg finder sted i staten New Hampshire den 9. februar.
Det er nabostaten til Bernie Sanders egen stat, Vermont, og ifølge meningsmålinger står han til at få op mod 55 procent af de demokratiske stemmer. Hillary Clinton står dog stadig langt stærkere i sydstaterne end Sanders.
Demokraterne har ikke selv officielt udråbt Hillary Clinton som vinder i Iowa endnu.
https://www.facebook.com/DRNyheder/posts/1111046365612553