Den konservative kandidat Ivan Duque blev en sikker vinder af første runde af præsidentvalget i Colombia.
Med næsten 98 procent af stemmerne optalt stod den tidligere senator til 39 procent af stemmerne.
Hans modkandidat fra venstrefløjen Gustavo Petro lå langt efter med opbakning fra 25,1 procent af stemmerne.
Ivan Duque, der er åbenmundet kritiker af fredsaftalen, der blev indgået med oprørsgruppen Farc i 2016, var på forhånd udråbt som favorit.
Men da det ikke lykkedes den 41-årige eks-senator at få opbakning fra 50 procent af vælgerne, skal han nu ud i en ny valgrunde mod Gustavo Petro 17. juni.
Søndagens præsidentvalg var det første, siden præsident Juan Manuel Santos i 2016 indgik fredsaftalen med Farc.
Vil ændre fredsaftale
Med stor folkelig opbakning til Duque kan valget få store konsekvenser for aftalen.
Duque er gået til valg på løfter om at ændre betingelserne i aftalen. Han har desuden lovet at fængsle tidligere Farc-oprørere for krigsforbrydelser begået i løbet af den mere end 50 år lange væbnede konflikt.
Præsident Juan Manuel Santos er på mange måder blevet ansigtet på den historiske fredsaftale, der afsluttede den mangeårige konflikt.
Aftalen gav ham stor international hæder, tydeligst manifesteret ved at han blev tildelt Nobels fredspris.
Santos er dog udelukket fra et genvalg, da han allerede har siddet på posten i to perioder.
41-årige Duque er medlem af ekspræsident Alvaro Uribes parti, Centro Democrático, og er stærkt kritisk over for aftalen.
Aftalen indebar blandt andet, at Farc blev omdannet til et politisk parti og blev sikret repræsentation i nationalforsamlingen.
Duque har lovet colombianerne at skære i selskabsskatter og støtte landets olieindustri og minedrift.
- Jeg vil regere for alle. Jeg vil regere uden bakspejl og kun kigge på fremtiden for vores land, sagde Ivan Duque, da han afgav sin stemme ved søndagens valg.
/ritzau/Reuters