Det er både et stort og et lille skridt for kvinders rettigheder i Saudi-Arabien, at kvinderne fra juni næste år får lov til at køre bil, siger Mellemøst-korrespondent i DR Nyheder Puk Damsgård:
- Det får enormt stor betydning for mange kvinder, som nu for eksempel får mulighed for at arbejde. Men samtidig er det et lille skridt, fordi der stadig er meget lang vej.
Saudiarabiske kvinder har i årtier lavet individuelle protester mod forbuddet om at køre bil - et forbud, som har bundet mange kvinder til deres hjem.
- Mange kvinder, der gerne vil arbejde, og som har brug for et arbejde for at skaffe mad på bordet, har ikke kunnet arbejde, simpelthen fordi de ikke kunne bringe sig til og fra arbejdspladsen, fortæller Puk Damsgård:
- Kvinderne har været ude i at skulle hyre en chauffør, som så æder størstedelen af den løn, de ville tjene.
Saudi-Arabiens FN-repræsentant fortalte nyheden under et møde i New York:
Rystede æggestokke
Forbuddet mod kvindelige bilister har især været promoveret af Saudi-Arabiens meget konservative præsteskab, som landets kongemagt er dybt afhængig af.
Præsterne har blandt argumenteret med, at kvinder, der kører bil, risikerer at få skader på æggestokkene på grund af rystelserne fra bilen.
Til gengæld er mange af de saudiske mænd tilhængere af at hæve forbuddet, siger journalist og cand.mag. i mellemøststudier Birgitte Vestermark:
- Familierne er mega begrænsede af, at det kun er den ene part, der kan køre bil. Det betyder jo for eksempel, at de saudiske mænd skal køre, hvis deres mor eller kone eller søster skal ud og shoppe. Så sidder de i timevis og venter.
- Det har også en økonomisk konsekvens. Der er jo flere og flere saudiske kvinder, som er begyndt at arbejde, fordi de gerne vil have en højere levestandard, end det saudiske styre giver dem. Styret giver pænt mange penge, men ikke nok til at opretholde det forbrug, som en moderne saudisk familie gerne vil have.
Økonomisk krise
Netop økonomiske hensyn har formentlig spillet en afgørende rolle for den saudiske konges dekret, som giver kvinder ret til at tage kørekort.
- Det hænger sammen med den økonomiske krise, som Saudi-Arabien står i. En krise, der bunder i faldende oliepriser, siger Marisa Moltke Ingvardsen, som er kulturteoretiker og har boet Saudi-Arabien.
- Saudi-Arabien har simpelthen brug for at generere noget indkomst og skabe nogle job i samfundet. Ved at give kvinderne mulighed for at køre bil, så åbner du for en række nye job, som de kan varetage.
Marisa Moltke Ingvardsen peger på jobbet som taxachauffør, som i dag i stor stil bliver udført af gæstearbejdere.
- De sender hele deres løn tilbage til de lande, hvor de kommer fra, så ved at lade kvinder varetage de job, kan du beholde nogle af pengene i Saudi-Arabien.
Tiltaget handler også om at forhindre social uro. Mange lavere middelklassefamilier har store udgifter til privatchauffører, og det gør ondt, når krisen kradser.
- Den her type familier vil føle sig tilgodeset, og det vil øge tilfredsheden hos dem, at de pludselig får lidt luft i privatbudgettet. Det skaber stabilitet i samfundet, siger Marisa Moltke Ingvardsen.
Mandlige værger
De tre eksperter peger alle på, at det store gennembrud for saudiske kvinder ligger et andet sted bag rattet i en bil.
- Den helt store ting er en ophævelse af, at kvinder i dag er afhængige af en mandlig værge juridiske set. En ophævelse af det forhold vil være det næste store skridt, som, jeg tror, er det, man venter på, siger Marisa Moltke Ingvardsen.
Hvis en saudisk kvinde skal foretage sig stort set noget som helst i samfundet - for eksempel begynde på uddannelse, skaffe et pas, rejse til udlandet eller åbne en virksomhed - så kræver det en underskrift fra en mandlig værge, forklarer Birgitte Vestermark:
- Hvis din mand er død, så skal du have en underskrift fra din søn, som måske er en knægt på 13 år.
Men ophævelsen af forbuddet mod at køre bil kan også her signalere nye tider.
- Jeg hæfter mig ved, at kvinder ikke skal have tilladelse af en værge til at få lov til at køre bil, så man kan jo håbe på, at der er andre rettigheder, som følger med det her, siger Puk Damsgård.