En dansk statsborger er blevet idømt tre års fængsel ved en domstol i Libanon for at have kæmpet for Islamisk Stat (IS).
Det bekræfter hans advokat over for netmediet dagens.dk onsdag.
- Han er idømt tre års fængsel for at have kæmpet for Islamisk Stat i Syrien og for at have medvirket til et angreb i Tripoli i Libanon, som IS angiveligt stod bag, skriver advokaten Fawaz Zakaria i en mail til Dagens.dk.
Fawaz Zakaria afviser, at den dømte skulle have medvirket til et angreb i Tripoli i Libanon.
Erkender IS-kampe i Syrien
Danskeren erkender dog at have deltaget i kampe for Islamisk Stat i Syrien, ligesom han tidligere var en del af gruppen Jabhat al-Nusra, der er en del af al-Qaeda.
- Denne dom er ikke et udtryk for retfærdighed, men et udtryk for det korrupte retssystem i Libanon, siger Fawaz Zakaria til dagens.dk og tilføjer, at han har tænkt sig at anke dommen til en højere instans.
Udenrigsministeriets Borgerservice bekræfter over for netmediet, at en dansk statsborger har fået en fængselsdom i Libanon.
/ritzau/