De køber luksustasker, parfumer og designertøj.
Flere end 100 millioner kinesere rejser hvert år til udlandet, og intet andet folkefærd bruger så mange penge på luksus som kineserne.
Men nu, da den kinesiske møntfod er blevet mindre værd, har kinesiske turister færre penge at købe for i udlandet, og det kan komme til at gå ud over handlen.
Kan også påvirke rejselysten
- Vi kan forvente, at devalueringen får en negativ effekt på kinesernes købelyst i udlandet og måske endda også på deres rejselyst. For varerne i udlandet bliver simpelthen bare dyrere for dem, siger Nordeas senioranalytiker i Asien, Amy Zhuang.
På verdensplan står kineserne for at købe 45 procent af alle luksusvarer, og i Europa står de for mere end en tredjedel af luksushandlen.
Det vurderer analytikere, som nyhedsbureauet Reuters har talt med.
Dropper de dyre varer
Butiksejer Huang Ruifen fra Guangxi er i øjeblikket på shoppingtur til Hong Kong, men har droppet de dyre varer.
- Jeg køber ikke luksusvarer, før yuan’en er oppe igen, siger hun.
48-årige Xuechang Huang er hjemmegående husmor fra Guangzhou. Hun skulle egentlig have været til Seoul på shoppingferie med sine venner denne måned, men tør ikke længere tage af sted.
- Jeg er bange for, at yuan’en vil blive nedskrevet endnu mere. Så jeg nøjes med at tage til Thailand på sightseeing i oktober, siger hun.
Særlige reguleringer
Og det er ikke kun de allerrigeste kinesere, der er glade for luksusvarerne. I Kina koster luksusvarer 40-50 procent mere end andre steder på grund af særlige reguleringer.
Derfor sparer også den rejseglade middelklasse op til den helt rigtige Gucci-taske eller kjole fra Prada.
Det kan være en helt almindelig lønmodtager, der sparer op til en rejse til Europa og måske til en luksustaske, og det er måske en tur, som de kun tager på hvert andet eller tredje år, siger Amy Zhuang.
Største devaluering i 20 år
Devalueringen af den kinensiske yuan er den største i mere end 20 år. Den skal sætte gang i Kinas eksport og dermed vækst derhjemme. Men når kineserne tager deres yuan med til udlandet er de altså nu blevet mindre værd.
Nordeas senioranalytiker i Asien regner med, at effekten af den devaluering vil fortsætte i nogle uger, måske endda måneder endnu.
- Hvis effekten er meget omfattende, og hvis devalueringen fortsætter, så varerne i udlandet ender med for eksempel at blive 10-15 procent dyrere for en kineser end ellers, kan det få alvorlige konsekvenser for luksushandlen, siger Amy Zhuang.