Kina til Trump: Forhandling med Taiwan sker gennem Kina

Taiwan kan man ikke forhandle med direkte. Det sker via Kina, understreger Kinas udenrigsminister.

Taiwans flag side om side med det amerikanske flag uden for Imperial Hotel i Taipei, Taiwan. Kina understreger nu, at ingen kan forhandle med Taiwan. (Foto: © DAVID CHANG, Scanpix)

Kina vil ikke finde sig i Donald Trumps tilnærmelser til Taiwan, der af kineserne betragtes som en udbryderprovins. Al kommunikation skal gå via Beijing.

Det kinesiske udenrigsministerium skriver på sin hjemmeside, at politikken om et samlet Kina ikke er til diskussion. Den politik gælder også i forholdet til USA.

Meldingen kommer, efter at Trump til avisen Wall Street Journal har sagt, at USA kunne udfordre og forhandle om denne politik.

USA har accepteret politikken om et samlet Kina - med Taiwan - siden 1979, men den praksis har den kommende præsident i USA åbenbart planer om at sløjfe.

Blandt andet udløste det vrede i Beijing, da Trump i december sidste år accepterede et opkald fra Taiwans præsident, efter at Trump havde vundet præsidentvalget i USA.

Donald Trump har adskillige gange langet ud efter Kina - blandt andet for at devaluere landets valuta i et påstået forsøg på at skade USA.

/ritzau/Reuters