Kina kalder krisen i Hongkong for den værste siden overdragelsen

Flere topfolk fra den kinesiske regering holder krisemøde om situationen i den uroplagede bystat Hongkong.

Tåregas blev brugt af politiet mod tusindvis af demonstranter i Hongkongs gader tirsdag. (Foto: © TYRONE SIU, Scanpix)

Kina kalder den aktuelle krise i Hongkong for den største siden overdragelsen fra Storbritannien i 1997.

Det udtaler den kinesiske topembedsmand Zhang Xiaoming, der tager sig af anliggender i Hongkong.

Kommentarerne kom under et møde i den kinesiske by Shenzhen mellem kinesiske medlemmer af parlamentet, medlemmer af Den Nationale Folkekongres i Kina og det rådgivende organ i landet (CPPCC), hvor krisen i Hongkong blev diskuteret onsdag.

Igennem flere måneder har der været store og ofte voldelige demonstrationer i Hongkongs gader, der har ført til voldsomme sammenstød med politiet.

De begyndte, da borgerne i Hongkong protesterede over et nyt lovforslag, der ville gøre det muligt at udlevere borgere fra Hongkong til retsforfølgelse i Kina.

Skrottet, men ikke trukket tilbage

Hongkongs regeringsleder, Carrie Lam, har erklæret lovforslaget for skrottet. Men demonstranterne er utilfredse med, at hun ikke formelt har trukket det tilbage. Mange kræver derfor, at Lam træder tilbage.

Demonstrationerne er siden hen udviklet sig til at blive en generel protest mod Hongkongs regering.

Borgerne er bange for, at deres frihed bliver indskrænket efter en stigende kontrol fra politiske ledere i hovedlandet Kina.

Storbritannien trak sig i 1997 ud af Hongkong og overgav formelt bystaten til Kina. Men det er sket med den klausul, at Hongkong skal være autonom og bestemme sin egen styreform frem til 2047.

Onsdag vil flere advokater klædt i sort demonstrere i stilhed i gaderne. De kæmper for, at regeringen skal værne om uafhængigheden i Hongkongs retssystem.

Advokaterne frygter, at Justitsministeriet i Hongkongs retsforfølgelse af anholdte bliver mere og mere politisk påvirket, efter at 44 demonstranter er blevet sigtet for at gøre oprør, hvilket kan straffes med op til ti års fængsel.

/ritzau/Reuters