Det skaber "alvorlige bekymringer" i Kina, at Donald Trump ikke vil love at holde fast i USA's såkaldte et-Kina-politik i forhold til Taiwan.
Den kommende amerikanske præsident har i et interview med Fox News krævet indrømmelser på handelsområdet, hvis ikke amerikanerne skal skifte standpunkt.
Udtalelserne kommer, efter at Trump også har brudt diplomatiske traditioner og talt i telefon med Taiwans præsident.
Der er tale om et meget ømtåleligt emne, da Kina betragter Taiwan som en kinesisk udbryderprovins.
Geng Shuang, talsmand for Kinas udenrigsministerium, siger, at amerikansk-kinesisk samarbejde er "udelukket", hvis ikke USA anerkender Kinas kerneinteresser i Taiwan.
- Kina har noteret meldingen og udtrykker alvorlig bekymring i forhold til den. Jeg vil gerne understrege, at Taiwan-emnet vedrører Kinas suverænitet og territoriale integritet og er en del af Kinas kerneinteresser, siger talsmanden.
- En fastholdelse af et-Kina-princippet er det politiske fundament for at udvikle båndene mellem Kina og USA. Hvis dette fundament beskadiges, så er den sunde udvikling i relationerne mellem Kina og USA udelukket, siger Geng Shuang.
USA's et-Kina-politik går ud på, at amerikanerne officielt regner regeringen i Beijing som den eneste lovlige kinesiske regering. Det betyder, at USA ser Taiwan som en del af Kina.
/ritzau/Reuters