Kim Bildsøe: Theresa May har reelt set ikke længere magten

Den britiske premierministers skæbne er ude af hendes hænder, vurderer DR's korrespondent i Storbritannien.

Briterne skal i dag stemme ved valget til Europa-Parlamentet, men fokus er i høj grad på Theresa Mays fremtid. (Foto: © Toby Melville, Scanpix)

- Jeg kan ikke opfylde min rolle som leder af Underhuset i morgen og annoncere et lovforslag med nye elementer, som jeg er fundamentalt imod.

Sådan lød meldingen i går, da Andrea Leadsom i går gik af som parlamentsminister.

Dermed siger Theresa May farvel til sin 36. minister i løbet af sine blot tre år ved magten.

Leadsom, der ses som en af kandidaterne til at afløse May som premierminister, offentliggjorde i aftes sin opsigelse på Twitter, hvor hun lagde vægt på, at det er i protest mod premierministerens brexit-politik.

May er kommet under et enormt pres i forbindelse med sit seneste bud på en brexitaftale. I går skulle hun sælge en revideret brexitaftale til de britiske parlamentarikere, men allerede inden præsentationen var planen blevet skudt ned af både oppositionen og partifæller.

Det fik i går sat gang i rygter om, at Theresa Mays afgang kunne være få timer væk.

Hun sidder stadig, men er nu kun premierminister af navn, vurderer Kim Bildsøe Lassen, DR's korrespondent i Storbritannien.

- Hun har reelt set ikke længere magten.

- Alle er enige om, at hun kun overlever de næste dage, hvis hendes parti finder det praktisk, siger han.

Ude af hendes hænder

Den konservative parlamentariker Nigel Evans varslede i går, at han ville kæmpe for en regelændring, der gør det muligt at udføre et snarligt kup mod May som partileder og premierminister.

Det skete tilsyneladende ikke, men der er efterhånden ingen tvivl om, at enden er nær, fortæller Kim Bildsøe.

I sidste uge lød meldingen fra Det Konservative Parti, at May havde lovet snart at præsentere en tidsplan for sin afgang.

- Nu er det overladt til andre, siger korrespondenten, der peger på, at May i morgen skal mødes med formanden for den såkaldte 1922-komité.

Det er en intern komité, der skal afklare eventuelle tvivlsspørgsmål om ledelsen i Det Konservative Parti.

- Der vil man formentlig aftale helt konkret, hvordan hendes afgang skal foregå, siger han.

Flere britiske medier mener derfor, at morgendagen kan byde på en stor omvæltning i britisk politik. Dagen i dag bliver brugt på det britiske valg til Europa-parlamentet.

For kort tid siden sagde 1922-komitéens kasserer, Geoffrey Clifton-Brown, at der vil komme et overvældende pres, hvis ikke hun i morgen giver en dato for sit exit.

May stilhed skyldes måske dagens valg til Europa-Parlamentet, siger han til The Guardian.

- Måske trækker hun sig alligevel i morgen, siger han.

En politisk boksebold

Hvis Theresa May var bokser, ville hun nok være mere kendt som typen, der kan tage mange tæsk, end en sværvægter der leverer knockouts.

I december overlevede hun en mistillidsafstemning i sit parti. Måneden efter lykkes det hende med et snævert flertal igen at blive siddende efter Labours forsøg på at vælte hende.

Siden har hendes regering været ramt af utallige læk, og partifæller har ikke været blege for at gå mod premierministeren.

May åbnede selv døren for sit exit i marts, da hun lovede at gå af som partiformand og premierminister før tid, hvis de britiske parlamentarikere stemte hendes brexitaftale i gennem.

Det lykkedes som bekendt ikke, og siden har spekulationerne gået på, hvor meget længere hun kan blive siddende. Spekulationer som i den grad har taget til i det seneste døgns tid.