Det er sandsynligt, at en ny forgiftningssag, hvor et britisk par er blevet udsat for nervegiften Novichok, har en eller anden form for forbindelse til sagen om den forgiftede russiske eksspion Sergei Skripal.
Det siger Jan Steen Jensen, der er specialkonsulent i Beredskabsstyrelsens kemiske beredskab, som vurderer, at nervegiften stammer fra samme kilde.
Den yderst farlige nerveafgift er nemlig meget sjælden, og derfor er det sandsynligt, at den kommer fra samme kilde, der bragte Sergei Skripal og hans datter i livsfare i begyndelsen af marts.
- Hvis giften er fra den samme kilde, så er det mest sandsynligt, at parret er kommet i kontakt med den beholder, stoffet har været i oprindeligt, siger Jan Steen Hansen og fortsætter:
- Hvis stoffet har været ude i miljøet, så vil det til dels blive fortyndet, og det vil også blive nedbrudt over tid.
De britiske myndigheder arbejder også ud fra samme antagelse. De vurderer nemlig, at de to giftsyge personer er ofre for følgerne af tidligere angreb, siger den britiske sikkerhedsminister, Ben Wallace, ifølge nyhedsbureauet Reuters.
Det var et par i 40'erne, som lørdag blev bragt til hospitalet i kritisk tilstand. De blev fundet i Amesbury, der ligger i det sydlige England nær Salisbury, hvor Sergej Skripal og hans datter blev forgiftet tidligere i år.
Efter at de udviste særprægede symptomer, blev blodprøver sendt til test, og det viste sig i går, at de var blevet udsat for Novichok.
Politiet fortalte, at der intet er i de tos baggrund, der indikerer, at de kunne være mål for et attentat. Begge er britiske statsborgere og fra området.
Ekspert: Skal være udsat for nogle milligram
Amesbury ligger cirka 13 kilometer fra det sted, hvor Sergei Skripal blev forgiftet. Og ifølge Jan Steen Hansen fra Beredsskabsstyrelsen er det meget usandsynligt, at stoffet vil have kunnet transportere sig selv de mange kilometer i luften og stadig være farligt fire måneder senere.
Og hvis stoffet er fra samme smittekilde som i Skripal-sagen, så er det endnu et tegn på, at ægteparret i Amesbury har været i kontakt med en beholder, hvor nervegiften har været opbevaret.
- Stoffet ville nemlig fordampe og blive fortyndet i luften stille og roligt. Det vil også blive reageret med fugtighed og blive spaltet. Og så vil det også blive udsat for en eller anden form for mikronedbrydning, hvor organismer vil bruge det som mad og spise det.
- Så den eneste måde, at det kunne optræde i mere koncentreret form og være akut giftigt, at det har været i en eller anden form for beholder, siger Jan Steen Hansen.
Hvis det er samme stof fra Skripal-sagen, kan vi så risikere, at der er flere, som bliver forgiftet?
- Det overrasker mig meget, at der dukker sådan en sag op pludseligt. Så jeg vil ikke udelukke noget, siger han.