”Regler er til for at blive lavet om”- en lidt omskrevet version af det gamle ordsprog kunne meget vel blive optaget af den gruppe af republikanske delegerede, der i dag forsøger sig med en desperat sidste-øjebliks kamp for at stoppe Donald Trump.
Selvom det absolut har lange udsigter, så rapporterer en række amerikanske medier, at hvis de utilfredse republikanere har held med deres plan, så kan det faktisk, i yderste konsekvens, ende med at koste Donald Trump nomineringen.
I dag starter der nemlig en række møder i det udvalg, der bestemmer reglerne for det republikanske konvent, der begynder på mandag.
Her vil nogle af de delegerede forsøge at få ændret reglerne, så de i alt 2472 delegerede kan stemme på hvem de vil til konventet.
Og ikke behøver følge resultatet fra deres delstat.
En sådan regelændring vil i praksis åbne op for, at en anden kandidat kan stille op mod Donald Trump på konventet.
Den kandidat kan så potentielt set fravriste rigmanden den ellers sikre nominering som republikansk præsidentkandidat.
På selve konventet skal de delegerede nemlig afgive deres stemme og officielt vælge deres præsidentkandidat.
Også selvom Donald Trump er den eneste kandidat.
Trump er nemlig kun den såkaldt "forventede" præsidentkandidat indtil selve kåringen på konventet.
Deres egne regler
Lyder en sidste-øjebliks regelændring både langt ude, udemokratisk, og som noget der hører hjemme i tv-serien ”House of cards”? Ja, måske.
Men Det Republikanske Parti er en privat organisation, og de kan lave deres egne regler.
Det står dermed partiet helt frit at ændre reglerne, om hvorvidt de delegerede er bundet til at følge resultatet fra deres delstat – eller om de delegerede kan stemme på hvem de vil.
Fri de delegerede
Det er gruppen ”Free the Delegates” – Fri de delegerede, der i dag og i morgen kæmper en desperat kamp i 11. time i den såkaldte ”Rules Committee” – regeludvalget for det republikanske konvent.
Der er 112 medlemmer i udvalget. Det forventes ikke, at ”Free the Delegates” får flertal i udvalget for deres forslag til en regelændring.
Men de kan måske få 25 procent – 28 stemmer, og det vil betyde, at det er op til de 2472 delegerede på det republikanske konvent at afgøre om regelændringen skal vedtages.
Der skal i så fald stemmes om regelændringen til selve konventet, og en flertalsafgørelse vil bestemme udfaldet.
En anden gruppe, der støtter "Free the Delegates" har kørt tv reklamer i en række stater, for at overbevise de andre medlemmer af regeludvalget.
Deres slogan er, at de delegerede skal stemme med deres ”overbevisning”. Se reklamen her:
https://www.youtube.com/watch?v=tFlgP1hnU10
Har rettens ord
En af de delegerede fra ”Free the Delegates” lagde sag an for at få rettens ord for, at den delegerede kan stemme frit til konventet.
Dommeren i Virginia gav den delegerede ret, og han kan så gå imod resultatet fra primærvalget, hvis han ønsker det.
Om kendelsen får nogen effekt på konventet er usikkert, Washington Post beskriver sejren til ”Free the Delegates” som ”symbolsk”.
Ny kandidat kan stille op
Hvis reglerne bliver ændret, åbner det op for, at en anden kandidat kan stille op mod Donald Trump på konventet.
Det vil i teorien sige, at Ted Cruz kan komme på banen igen – eller en helt tredje kandidat.
Hvis den nye kandidat så får 1237 stemmer blandt de delegerede, så er det den kandidat – og IKKE Donald Trump som skal op i mod Hillary Clinton til november.
Det er en efterhånden halvgammel våd drøm hos det republikanske ”establishment” – partieliten.
De har tidligere undersøgt enhver mulighed for på en eller anden måde at stikke en kæp i hjulet på Donald Trump, som parti-eliten afskyr.
Samtidig er der en stor del af de delegerede, som ikke bryder sig om rigmanden fra New York.
Ifølge amerikanske medier og specielt ifølge ”Free the delegates”, vil en stor del af de delegerede være villige til først at stemme for en regelændring, og derefter vil stemme på en anden kandidat.
Trump eller kaos
Det har som sagt lange udsigter, men hvis det sker, vil det betyde kaos uden lige i Det Republikanske Parti.
Amerikanske medier har beskrevet det, som at der vil blive smidt en atombombe i partiet, og at det vil betyde, at partiet simpelt hen revner midt over.
De mulige konsekvenser taler også imod at ”Free the Delegates” skulle have held til at få ændret reglerne.
Reaktionerne fra de mange millioner, som har stemt på Donald Trump, og som har sikret den kontroversielle rigmand en demokratisk sejr i primærvalgene, vil være alt for voldsomme.
Trump: Regler er regler
For at imødegå ”Free the Delegates” har Donald Trump også kastes sine kræfter ind i det dramatiske opgør i regeludvalget.
Ifølge medier som Washington Post og NBC har Trump sat 150 ansatte og frivillige til at påvirke medlemmerne af regeludvalget.
De bliver nu bombarderet af Trumps støtter, for at undgå at reglerne bliver lavet om, og at der dermed opstår en mulighed for, at Donald Trump til aller-sidst kan tabe nomineringen på konvent-gulvet.