Ingen kamp om talerstolen ved Trumps nominering

Der plejer at være rift om taletiden til de kæmpestore amerikanske partikonventer. Men i år er interessen noget mere nedtonet.

Donald Trump forventes at blive kåret som Det Republikanske Partis præsidentkandidat ved partikonventet i Cleveland. (Foto: © Justin lane, Scanpix)

Med under en måned til konventet, hvor Donald Trump officielt skal kåres som Det Republikanske Partis præsidentkandidat, melder mange Republikanere, at de ikke er interesserede i at deltage.

Det skriver det amerikanske medie Politico.

Mediet har foretaget rundringninger til over 50 prominente Republikanske senatorer, guvernører og medlemmer af Repræsentanternes Hus, og resultatet må siges at være nedslående for Trump-lejren.

Ifølge mediet afviser langt størstedelen at være interesserede i at tale til partikonventet, mens mange andre afviser overhovedet at deltage.

Den tidligere Republikanske kampagneleder og strateg Stuart Stevens ser en stigende konsensus i partiet om, at det er bedst styre uden om Donald Trump.

- Trump er upopulær i store dele af den amerikanske offentlighed, det er noget af det giftigste, vi har set i amerikansk politik, siger han til Politico.

- Normalt er folk vilde efter at tale til partikonventerne. Det var faktisk sådan en tale, der fik Obamas politiske karriere til at tage fart i sin tid.

Donald Trumps kampagne har indtil videre ikke annonceret nogle officielle planer for konventet. Det forventes dog at Trumps børn vil få plads i rampelyset, og at Trumps prominente politiske støtte Chris Christie vil få taletid.