Juncker: Aftale mellem EU og Tyrkiet bliver stadig mere skrøbelig

Europa-Kommissionens formand, Jean-Claude Juncker, frygter, at aftalen indgået mellem EU og Tyrkiet i marts kan kollapse.

Bliver aftalen annulleret, "kan man forvente, at flygtninge igen banker på Europas porte", siger Juncker til en østrigsk avis. (Foto: © Francois Lenoir, Scanpix)

I marts indgik EU og Tyrkiet en aftale, hvis formål var at bremse de mange tusinde flygtninge og migranter, der strømmede fra Tyrkiet til de græske øer.

Tyrkiet skulle tage imod såkaldt 'illegale' syriske flygtninge fra Grækenland. Til gengæld for at lade tre millioner syriske flygtninge opholde sig i Tyrkiet, skulle landet modtage 3 milliarder euro fra EU.

Samtidig forpligtigede EU-landene sig til at modtage én syrer fra flygtningelejrene i Tyrkiet for hver syrer, der bliver sendt tilbage til Tyrkiet samt visum-fri indrejse i EU til tyrkiske borgere ved udgangen af juni 2016.

Aftalen har fra et EU-perspektiv været en succes, da der er blevet sat prop i flygtninge- og migrationsstrømmen fra Tyrkiet.

Men i et interview med den østrigske avis Kurier, lufter Europa-Kommissionens formand, Jean-Claude Juncker, sin frygt for, at aftalen kollapser.

- Aftalens succes har indtil videre været skrøbelig, og præsident Erdogan har flere gange antydet, at han vil annullere aftalen, siger Jean-Claude Juncker til den østrigske avis ifølge Reuters.

Bliver aftalen annulleret, "kan man forvente, at flygtninge igen banker på Europas porte", tilføjer Juncker.

Erdogan: EU overholder ikke aftale

I mandags gav Recep Tayyib Erdogan for første gang i flere år et interview med et vesteuropæisk medie, hvor han i kraftige vendinger langede ud efter EU, da han ikke mener, at de overholder aftalen.

- EU havde lovet os 3 milliarder euro, men indtil videre er kun mellem 1 og 2 milliarder udbetalt. De europæiske regeringer er ikke ærlige. Vi har overholdt vores del af aftalen, men de har ikke, lød det blandt andet fra Erdogan i interviewet med den tyske tv-station ARD.

Erdogan udtrykte også sin utilfreds over, at tyrkiske borgere stadig ikke kan rejse ind i EU-landene uden visum.