Den 2. oktober klokken 13.14 gik journalisten Jamal Khashoggi ind på det saudi-arabiske konsulat i Istanbul. Han skulle bare have ordnet de sidste nødvendige papirer, inden han kunne blive gift med sin forlovede, tyrkiske Hatice Cengiz.
Men han kom aldrig ud igen.
De tyrkiske myndigheder mener, at Khashoggi blev dræbt på konsulatet af en gruppe af saudiske agenter. Nu vil den amerikanske præsident, Donald Trump, til bunds i sagen om den forsvundne journalist og systemkritiker. Det fortæller han ifølge BBC.
- Vi kan ikke lade det her ske for en journalist eller for nogen som helst andre. Vi har krævet at se alting, vi vil vide, hvad der foregår, lød det fra den amerikanske præsident, som også fortalte, at han har talt med de saudiske myndigheder på ”højeste niveau”.
USA er allieret med både Tyrkiet og Saudi-Arabien.
Ventede på ham på konsulatet
Den 59-årige Jamal Khashoggi har været bosat i USA siden sidste år og har blandt andet arbejdet som skribent for Washington Post. Her brugte han primært spaltepladsen på at kritisere Saudi-Arabiens styre, ikke mindst landets kronprins, Mohammad Bin Salman.
Khashoggi har tidligere arbejdet som avisredaktør og rådgiver for flere topembedsmænd i Saudi-Arabien, men han forlod landet efter at være faldet i unåde.
Ifølge de tyrkiske myndigheder ventede et hold af saudiske sikkerhedsagenter i skjul på journalisten og dræbte ham, mens han var på konsulatet.
Myndighederne har efter sigende identificeret et 15 mand stort hold af formodede agenter, som ankom til Istanbul og forlod byen igen den dag, hvos Jamal Khashoggi forsvandt.
De saudiske myndigheder fastholder, at Jamal Khashoggi forlod konsulatet kort tid efter, han ankom.
Skulle lokkes hjem
Ifølge Washington Post havde den saudiske regering kort inden Khashoggis forsvinden forsøgt at lokke ham tilbage til Saudi-Arabien, hvor han skulle tilbageholdes.
Oplysningerne stammer fra unavngivne kilder, der er ”tæt på efterretningerne”, skriver det amerikanske medie.
Påstanden underbygges af udsagn fra flere af Jamal Khashoggis bekendte, som udtaler til avisen, at journalisten i de seneste måneder var blevet kontaktet af embedsmænd tæt på den saudiske kronprins med tilbud om beskyttelse og et prestigefyldt job for regeringen, hvis han vendte hjem. Ifølge det amerikanske medie havde Jamal Khashoggi afvist regeringens tilnærmelser.