Den danske europaparlamentariker Jeppe Kofod (S) bor og arbejder i Bruxelles' europæiske centrum, hvor det ene af to bombeangreb i morges fandt sted.
- Det er en frygtelig dag, chokerende dag. Jeg var selv tidligt i morges inde forbi Europaparlamentet og arbejde for at hente nogle forskellige papirer, og så nåede jeg lige hjem til min familie ikke langt fra parlamentet, og så kom nyheden om bomberne i Bruxelles' lufthavn, siger Jeppe Kofod på telefon fra sit hjem centralt i Bruxelles.
Foruden lufthavnen Zaventem nord for Bruxelles har en eksplosion fundet sted på metrostationen Maelbeek i hjertet af Bruxelles nær Europaparlamentet, hvor mange danskere arbejder.
En af dem er Jeppe Kofod, der er socialdemokratisk medlem af Europaparlamentet. Men han har også flere gange stået i den terminal i Zaventem, som er ramt af to eksplosioner.
- Jeg ser billederne fra terminalen ved American Airlines, hvor jeg flere gange selv har stået og checket ind og fløjet med American Airlines til Washington. Der så helt forfærdeligt ud, siger han
- Det er en by, der selvfølgelig er dybt chokeret og utryg over, hvad der sker nu, siger Jeppe Kofod.
Over 20 personer er døde, og mange flere såret i eksplosionerne. Hele byen er lukket ned om sig selv, forklarer han.
- Det er klart, at der er helt stille på mine gader rundt omkring nu. Jeg tror, at folk er gået inden døre. Og hvis de er på arbejde, så bliver de der, til de får overblik over situationen, siger Kofod.
Han og familien havde planer om at køre til Disneyland i Paris i dag. Men den tur er droppet. Nu vil familien bare gerne hjem til Danmark.
- Vi tager hjem til Danmark, når det bliver muligt. Paris og Disneyland er ikke trygt. Det er nok bedre at få nogle mere stille og rolige dage hjemme i DK, det satser vi på, siger Jeppe Kofod.