Den italienske regerings finanslov for næste år er blevet afvist af Europa-Kommission.
Det står klart, efter at Kommissionen her til eftermiddag har diskuteret udspillet.
Italiens regering ønsker blandt andet at nedsætte pensionsalderen og øge det statslige underskud i sit budget for 2019.
Men Italien har en høj statsgæld på over 130 procent af bruttonationalproduktet, og udspillet er i strid med de spilleregler, som medlemmerne af eurozonen selv har fastlagt.
Her er kravet, at italienerne nedbringer statsgælden, og derfor har Kommissionen nu vendt tommelfingeren nedad.
- Den italienske regering går helt bevidst og med åbne øjne imod de forpligtelser, de har, siger Valdis Dombrovskis, der er næstformand for EU-Kommissionen, på et pressemøde.
Det er første gang i euroens historie, at Kommissionen kræver, at et medlemsland ændrer sit budget.
- Så det er et alvorligt øjeblik for os, siger økonomikommissær Pierre Moscovici på pressemødet.
Den italiensk regering får nu tre uger til at komme med et nyt udspil.
- Men vi opfordrer Italien til at sende det udspil så hurtigt som muligt. Det skal ikke nødvendigvis tage tre uger, siger økonomikommissæren.
En 'krigserklæring'
Da den italienske premierminister, Giuseppe Conte, præsenterede budgetudspillet, sagde han, at der var tale om et budget, der "overholder vore ønsker, mens de offentlige udgifter holdes under kontrol".
Men den udlægning køber EU-Kommissionen ikke. Og ifølge DR's EU-korrespondent, Ole Ryborg, er der tale om en beslutning fra Kommissionens side, som let kan blive opfattet som ”en krigserklæring” hos den italienske regering.
- Kommissionen tvinger reelt den italienske regering til at bryde sine valgløfter. På den måde er der tale om en eskalering af konflikten mellem Bruxelles og Rom, siger han.
Ole Ryborg understreger, at den italienske regering selv bakkede op om de anbefalinger til Italiens økonomi, som eurozonens medlemmer vedtog i sommer.
- Nu har vi en italiensk regering, der åbenlyst har erklæret, at den er klar til at bryde eurozonens regler. Det gør det umuligt for Kommissionen ikke at reagere, siger DR's EU-korrespondent og fortsætter:
- Hvis Italien fortsætter med at øge budgettet, kan det skabe problemer for hele eurozonen, fordi den italienske økonomi er så stor, siger han.
Bryder et medlemsland budgetregler, kan det føre til sanktioner. Det er aldrig tidligere sket, at kommissionen har sanktioneret et land i eurozonen for et budget.