EU til Italien: 'Unionen er grundlagt på regler - ikke trusler'

Kommissionen tager til genmæle over for Italiens trusler om at droppe kontingentet.

Migranter ombord på Diciotti på havnen i Catania er blevet centrum for en diskussion mellem Italien og EU. (Foto: © Orietta Scardino, Scanpix)

Den italienske regering har tvunget embedsværket i Bruxelles hjem fra sommerferie.

Vicepremierminister og leder af Femstjerne-bevægelsen Luigi Di Maio har sat hårdt mod hårdt overfor EU: Hvis ikke et andet EU-land vil tage imod de 150 migranter på et italiensk kystvagtskib, så vil Italien stoppe milliard-indbetalingerne til EU.

Konkret drejer det sig om 20 milliarder Euro om året, altså omkring 150 milliarder kroner.

Derfor var der krisemøde blandt 12 EU-lande her til eftermiddag i Bruxelles. Mødet var ikke med regeringsledere eller ministre, men alligevel er man kommet med følgende udtalelse på vegne af Kommissionen:

- At finde en løsning for de mennesker ombord på skibet er vores vigtigste prioritet. Det er det, vi fokuserer på. Det mener vi også, at alle andre bør være fokuseret på, siger talsmand for Kommissionen Alexander Winterstein på et pressemøde, hvor Reuters er tilstede.

- Lad os ikke pege fingre ad hinanden. Vi tror heller ikke, at destruktive kommentarer, herunder trusler, hjælper os nærmere en løsning. Den Europæiske Union er et samfund af regler, og det opererer på grundlag af regler, ikke trusler, fortsætter Alexander Winterstein.

Salvini mod EU

De 150 migranter er strandet ombord på kystvagtsskibet Diciotti i den italienske havneby Catania på Sicilien.

Onsdag i sidste uge reddede besætningen fra Diciotti omkring 190 personer fra en overfyldt båd midt på Middelhavet. Siden har migranterne fra båden ageret kastebold mellem indvandre-strammerkurs fra malteserne og italienerne.

Efter flere dage i internationalt farvand fik skibet mandag lov til at lægge til kaj i italien, ligesom også syge og uledsagede børn fik lov til at gå i land.

Efterfølgende har der været rapporteret meget omkring forholdene for de resterende migranter ombord. Der har blandt andet været snak om, at en advokat ville undersøge, om de blev ulovligt tilbageholdt, og at migranterne skulle have overvejet at sultestrejke.

Begge dele har den populære indenrigsminister, Matteo Salvini, der også er formand for det højreorienterede regeringsparti, Lega, gendrevet på sin Facebook-profil. Blandt andet skriver han:

- Hvis anklageren leder efter en, han kan tiltale for at tilbageholde migranterne, så skal han ikke kigge længere end mig. Jeg ønsker ikke illegale migranter på italiensk jord.

Skibet er blot et af en lang række såvel kystvagts- som kommercielle skibe, som Italien har lukket dets havne for over sommeren. Matteo Salvini har i nationale medier, men især på sociale medier, været bannerfører for den stramme indvandringspolitik i landet.

- Enten husker EU sig selv på sin eksistens, eller også stopper Italien med at være Europas flygtningelejr, hvor alle ankommer og forbliver, og italienerne betaler, siger en åbentlyst vred Salvini til pressen i dag.

Nødhjælpsorganisationer demonstrerer på kajen i Catania foran kystvagtsskibet Diciotti. NGO'erne vil have den italienske regering til at lade migranterne gå i land. (Foto: © Orietta Scardino, Scanpix)

Stort fald i antallet af migranter i Italien

Med til historien hører det faktum, at selvom der siden 2014 er ankommet mere end 700.000 flygtninge og migranter til Italien over Middelhavet, så er tallet støt faldende.

Ifølge den internationale organisation for flygtninge, IOM, er der i år per 19. august ankommet lige under 20.000 migranter til Italien.

I samme periode sidste år ankom omkring 100.000.

Alligevel har Salvini igen og igen understreget, at han ikke vil se Italien som "hele EUs flygtningelejr," og at han agter at instruere politi og forsvar i at afvise migranter, der vil til Italien.

Han har også været på charmeoffensiv i Libyen og henstillet til, at den libyske kystvagt samler flere migranter op og returnerer dem til Libyen.

Det må de italienske kystvagtsskibe nemlig ikke.

Men flere gange er Salvini blevet trumfet af det egentlige overhoved i Italien, præsidenten Sergio Mattarella, der har givet migrantskibe lov til at lægge til kaj.

Men Salvini har erklæret, at han ikke vil lade Mattarella gøre det samme denne gang. I en video på sin Facebookprofil onsdag aften direkte henvendt til Mattarella, siger Salvini, at præsidenten må afskedige ham, hvis han vil have en anden politik.

På Twitter er et af de mest brugte hashtags i Italien for tiden: #iostoconsalvini, altså "jeg er med Salvini. Og der er i det hele taget opbakning til den italienske regering i befolkningen.

Analyse fra udlandsredaktør

Niels Kvale, der redaktør på DR Nyheders Udlandsredaktion og tidligere korrespondent, bosat i Italien, analyserer:

- Det er ikke første gang, vi hører en italienske regering true med bål og brand omkring det her migrationsspørgsmål. Men det hører med til historien, at den italienske regering, der kom til kort før sommeren, har vist, at de er klart til at gå ganske langt og tage en hård kurs i brug for at få nogle andre EU til at tage imod nogle af de mennesker, der bliver reddet op i Middelhavet, siger Niels Kvale.

Den italienske indenrigsminister, Matteo Salvini (i midten), er blevet døbt "selfieministeren" på grund af hans aktivitet på sociale medier. Det har været medvirkende til, at han fremstår meget tilgængelig og imødekommende i befolkningen. (Foto: © tony Gentile, Scanpix)

Hvor vanskeligt bliver det at finde en løsning?

- Det er en situation, der synes at tilspidse hele tiden, så der må findes en løsning. Lige nu er der mange i Italien, der kigger på den italienske præsident Sergio Mattarella, der ultimativt har ansvaret, og det er også ham, der kan vælge at fyre en minister. Men det vil udløse en regeringskrise i et italien, der overhovedet ikke har brug for regeringskriser, afslutter Niels Kvale.

Hos DR Nyheder bruger vi termen 'migranter', som samlet betegnelse for de mennesker, der rejser over Middelhavet for at komme til Europa. Vi har ikke mulighed for at vurdere, om de er flygtninge i konventionel forstand, da vi sjældent kender deres nationalitet.