Det er lykkedes israelske styrker at befri to gidsler i byen Rafah i det sydlige Gaza.
Det skriver det israelske militær, IDF, på det sociale medie X.
Ifølge IDF drejer det sig om to mandlige gidsler på henholdsvis 60 og 70 år.
Begge gidsler er ifølge IDF i god behold og er blevet overflyttet til yderligere medicinsk behandling i Israel.
Der var ifølge IDF tale om en fælles operation mellem IDF, efterretningstjenesten Shin Bet og det israelske politi.
De to mænd blev taget fra kibbutzen Nir Yitzhak under terrorangrebet på Israel 7. oktober.
Det er kun anden gang, siden den 7. oktober, at det lykkes Israel at befri gidsler fra Gazastriben. Sidst det skete var tilbage i november, hvor en kvindelig israelsk soldat blev reddet ud.
Meldinger om voldsomme angreb i nat
Natten til mandag har der været meldinger om "voldsomme" angreb på byen Rafah i det sydlige Gaza.
Blandt andet fra palæstinensiske Røde Halvmåne.
Ifølge det israelske militær drejer det sig om mindst 15 luftangreb, fortæller mellemøstkorrespondent Nanna Muus Steffensen.
- Det var et angreb tæt ved Kuwait-hospitalet. Ifølge Israel har man holdt øje med det her sted i længere tid, og israelsk militær siger selv, at der var tale om et angreb baseret på efterretninger.
Og ifølge de palæstinensiske sundhedsmyndigheder i Gaza, som er kontrolleret af Hamas, er mindst 37 mennesker blevet dræbt, skriver Reuters.
Reuters har desuden været i kontakt med personer i byen, der fortæller, at der udbrød panik, da angrebene startede, fordi man frygtede, at en ventet offensiv mod byen var gået i gang.
Byen Rafah er blevet et centrum for internt fordrevne i Gazastriben, og flere end 1,3 millioner mennesker befinder sig lige nu byen.
Derfor har det mødt international kritik, at Israel planlægger en offensiv mod byen.
Men det er altså ikke nødvendigvis den landoffensiv, som er gået i gang i nat.
- En operation som det her med 15 luftangreb og beskydning fra helikoptere i Rafah, er noget af det, som mange er bekymrede for. Uanset om det er en planlagt operation for at befrie gidsler, så kan de slags angreb i så tæt befolket et område få store konsekvenser for civile.
- Men det betyder altså ikke i sig selv, at den landoffensiv, som alle advarer om, er gået i gang, siger Nanna Muus Steffensen.
I løbet af en time strømmede de sårede ind
Ud over de mange dræbte ved nattens angreb, melder hospitalerne omkring Rafah også om mange sårede.
- Pludselig modtog vi hundredvis af patienter, siger læge på Kuwaiti-hospitalet Jamal Al-Hams til AP.
- Vi modtog mere mere end 55 hårdt sårede og derudover 16 døde. De kom alle sammen på den samme time, siger han.
Mange blev derfor sendt videre til et andet hospital.
Sådan lød det under nattens angreb: